Borgerne bestemmer overkørslers fremtid
05. feb. 2010 07.37 StruerPå to borgermøder i denne uge har BaneDanmark og Cowi fremlagt Cowis forslag til at sikre eller sløjfe overkørslerne på Thybanen.
De berørte borgere og lodsejere har nu en måned til at komme med alternative forslag og løsninger.
Der er ialt 76 usikrede jernbaneoverskæringer på Thybanen mellem Thisted i Nord og Struer i syd.
Nogle af dem skal sikres med bomme, pris: 3-5 millioner kroner per overskæring.
Nogle skal fjernes, hvilket i billigste fald koster 110.000,- kroner.
BaneDanmark forventer, at den samlede pris for hele projektet ender i omegnen af 100 millioner kroner.
Borgere kommer selv med forslag
På Thyholm, nord for Hvidbjerg har Anny Moog Andersen og hendes mand sammen med nogle andre lodsejere allerede lavet deres forslag til, hvordan BaneDanmark skal sikre de 5 overkørsler i deres område.
- Man skal bare retablere en gammel vej, så kan man nedlægge syv overkørsler på en to-kilometers strækning, siger hun.
BaneDanmarks projektleder på overkørselsprojekter, MadsDalgaard er begejstret for deres initiativ.
- Det er en rigtig god proces, hvis borgerne kan være med til at udarbejde forslagene, siger han.
Frist for forslag er 3. marts
Borgere med forslag og gode ideer har frem til den 3. marts til at sende dem til BaneDanmark.
Derefter starter et omfattende eksproprieringsarbejde med høringsfaser og besigtigelser, så tidligst i slutningen af 2011, går maskinerne i gang med at sætte bomanlæg op og fjerne overkørsler.