Afgifter gør prisbelønnet bilsæde usælgeligt
15. mar. 2010 07.18 ThistedEfter tre års kamp mod bureaukratiet orker opfinderen af et bilsæde, der er godkendt både som barnestol og voksensæde, ikke at kæmpe mod SKATs afgiftsjungle mere.
Hybridsædet er ellers så genialt, at det i 2007 fik en opfinderpris af Videnskabsministeriet.
Og det var forventet, at det kunne have været et erhvervseventyr i udkantsdanmark, nærmere bestemt i Thy.
Men bilsædet er nærmest usælgeligt i Danmark, fordi ingen taxavognmand vil betale de 70 procent i afgift på hvert sæde, som SKAT kræver.
Afgiftsnedsættelse kommer for sent
Venstres Torsten Schack har som partiets skatteordfører kæmpet for, at sædet får en afgiftsnedsættelse.
- Det bliver vedtaget nu. Jeg vil godt se det parti, der vil stemme imod det, og det kommer endda til at virke tilbage til første januar, siger han.
Men det er både for lidt og for sent, lyder det fra Claus Dahl fra Dahl Engineering i Thisted, der har opfundet sædet.
Han er klar til at opgive det hele og sælge patentet til en europæisk bilproducent.
- Det gælder jo kun taxaer, institutionsbusser og private biler. Og busser skal stadig betale afgift og så er markedet for lille til, at jeg tør at binde an med at udvide produktionen, siger Claus Dahl.
Brandærgerligt
Det ærgrer Torsten Schack og Jesper Sølund fra Rådet for Sikker Trafik, der har fulgt sagen.
- Det er brandærgerligt, at det ikke er danskere, der får lov til at føre det her spændende projekt ud i livet, siger han.