preload loader
sommerservicetop

Læs lytternes eget eventyr her.

Foto: Palle Hedemann © Scanpix

 

Skrevet af: Ruth Kabel

 

"Kameraet"

08. jul. 2005 09.44 Føljetonen

1.afsnit:

Der kom en Turist vandrende hen ad Landevejen: Een to, Een to ! Han havde sin Rygsæk på ryggen, og et Kamera i hånden, for han havde været på udflugt, og nu skulle han hjem. Så mødte han en dame i sin bedste alder - eller måske snarere i Bedstemor-alderen: Hun så så hyggelig ud - runde røde æblekinder, livlige brune øjne og dejlig trind om livet..... "God aften Turist", sagde hun - "hvor har du dog en pæn Rygsæk, og et nydeligt Kamera -Nu skal du få en fyrstelig behandling" "Tak skal du ha' Bedstemor" sagde Turisten.

2.afsnit (skrevet af Karsten Pedersen, Odense):

”Men hvad har jeg dog gjort, siden jeg fortjener sådan en fin behandling” - ”ingenting endnu”  sagde Bedstemoren ”men det kan jo komme - fortæl mig nu først om dit Kamera, så fint det er......” 

”Jo” - sagde turisten.. "fint er det, og så er det oven i købet digitalt....så kan man bare slette hvis billedet ikke bliver så godt" "jamen dog" svarede kvinden..." det må jeg nok sige......det er jo en hel herlighed. Kan den også lave kaffe?” 

”Nej, men det kan vi købe på den nydelige restauration, også kaldet en cafe, der ligger her om hjørnet..og jeg giver gerne en kop" Og mens han sagde det knipsede han på Kameraet, - og vips havde han taget et billede.

Billedet, som han straks viste Bedstemoren på den lille skærm, var af  kæmpekvinden Oceania, som lå på den fornemmeste plads i byen. Ret bag  Kæmpekvinde kunne man se en kopi af en vandkunst, lavet til ære for denne bys fremmeste søn, som i dette år kunne have fejret sin 200 års fødselsdag, om han da havde levet så længe..

Turisten og Bedstemoren sad snart efter på den lille Café, kaffen blev serveret og omkring dem sad andre af byens borgere. Turisten var efterhånden blevet noget nysgerrig efter at høre, hvad det mon var han kunne gøre for kvinden overfor ham, hvorfor hun var så interesseret i Kameraet og hvad den fyrstelige behandling mon bestod i. Han skulle lige til at spørge, men pludselig kom en næsten hvidhåret, meget elegant klædt mand gående henover pladsen.   

”Hvem søren er dog denne person" spurgte Turisten nysgerrig - for det måtte jo dog være en kendt, sådan som han hilste på så mange.  ”Jamen det er jo Borgmesteren"  forklarede Bedstemoren.

3.afsnit (skrevet af Trine Rasmussen, Bornholm): 

”Ja, så det er Borgmesteren af Byen, har han ikke haft grueligt travlt i den seneste tid” - spurgte turisten nysgerrigt. ”Jo” sagde Bedstemoren ”og nu vil det snart vise sig om han endnu engang får lov at beholde Borgmesterkæden - Men hør nu, min gode Turist, da jeg var ung, gik der rygter på Nordfyn - hvor jeg er født og opvokset - om at man, hvis man er heldig og står på Kirkebakken i Bogense ved midnatstide, kan se Havfruer svømme, ganske tæt på land - bring mig et billede af sådan een, og din lykke er gjort"

Turisten kiggede nærmere på Bedstemoren der syntes at ha’ fået ekstra rødme i kinderne, mere glød i øjnene og på forunderlig vis også pludselig sad på en anden måde - sådan lidt sidelæns, og meget elegant....

”Jo det kan jeg vel godt forsøge” sagde Turisten ”men sig mig først hvad du skal bruge billedet til”

”Det er ikke vigtigt for dig - Tag nu blot billedet med dit fine Kamera - og mød mig igen her i morgen tidlig” sagde Bedstemoren. Og mens Turisten bøjede sig ned for at samle sin Rygsæk opforsvandt hun lige så stille. Turisten så sig forvirret omkring, trak på skuldrene og gik mod stationen for at tage den næste Fynbus til Bogense.

4.afsnit (skrevet af Dorthe Pedersen, Silkeborg)

Uret på Kirketårnet i den Nordfynske by Bogense slog halvtolv da Turisten stod af Fyn-Bussen. Han kiggede sig nøje om i den meget stille by, ikke en sjæl var at se, de fleste vinduer var ganske mørke - et enkelt sted syntes han at høre snorken da han gik forbi, men ellers var der ganske tyst. Og så stod han på toppen af Kirkebakken, kiggede ud over det blanke vand og havde Kameraet klar. På slaget tolv kom en krusning på havoverfladen, straks efter en til - og endnu en. Og minsandten dér dukkede et hoved op - så smuk hun var, med langt bølgende hår, klare øjne og et vindende smil. Turisten glemte ganske sig selv, og sit forehavende - han stod blot der og så. Pludselig løftede den smukke Havfrue den ene arm og vinkede. Turisten vågnede op til dåd, fandt febrilsk sit Kamera frem - trykkede på knappen - første gang, anden gang og så lige een gang til - for en sikkerheds skyld.

Få minutter efter var havoverfladen lige så blank og stille som før, og Turisten tænkte at, nu skete der nok ikke mere. Han fandt en bænk tæt ved stationen, satte sig til at sove dér - for at være klar til at tage første FynBus tilbage til Odense.

Næste morgen kom - strålende smuk og varm - Turisten nåede vel tilbage til Storbyen, gik til Caféen - som endnu ikke var åben - satte sig på Fortovet overfor - og hilste endnu engang på Byens Borgmester der på vej til arbejde tog sin daglige runde i den Eventyrlige By.

”Hvad så Turist - hvad venter du på?” - spurgte Borgmesteren, ”På kvinden fra forleden” svarede Turisten ”Nå, Havfruen - jamen god fornøjelse, hun kommer nok inden alt for længe, det plejer hun nemlig” - og så var den statelige Borgmester væk. ”Havfruen, sagde han virkelig Havfruen” - tænkte Turisten ved sig selv - fandt Kameraet frem, og gav sig til at kigge på de billeder han havde taget den foregående nat.....  

5.afsnit (slutningen, skrevet af SommerService-redaktionen)

Og sådan sad han fordybet i billeder af den smukkeste Havfrue, da hun pludselig stod ved siden af ham - køn som dagen før, men også så forandret. "Havde du heldet med dig" spurgte Bedstemoren - "Ja, se nu blot her", sagde Turisten "Er hun ikke forunderlig dejlig, og ganske eventyrlig" "jo", lød svaret "men det kommer ikke som en overraskelse for mig - sådan er min verden - kig nu blot lidt nærmere på mig, og sig mig hvad du ser..."

Turisten kiggede, og så nu at den trinde Bedstemor på mange måder lignede den smukke Havfrue på billedet - han var noget forvirret, og spurgte naturligvis hvordan det hele hang sammen. "Havfruen i havet nord for Fyn er min datter - jeg går på jorden for at finde den rette ægtemand til hende - og ham har jeg fundet nu, vil du ægte min datter - og leve en Fyrstelig Tilværelse som Havmand ?"

"Om jeg vil" svarede Turisten - "men hvordan skal det foregå?"

"Det er nemt" svarede Bedstemor Havfrue "Nu finder vi Borgmesteren, tager ham med til Bogense - så kan han forestå Brylluppet - og hvem ved, måske kan du få lov at låne BorgmesterKæden en tid"

Som sagt så gjort, Turisten, Bedstemoren og Borgmesteren drog til Nordfyn, Havfruen stod klar på Stranden hvor Brylluppet blev holdt - og varede i 8 dage.

Og se det er ganske vist. Hvad der siden skete med Borgmesterkæden vides til gengæld endnu ikke!

 

 

Send eller anbefal link

 

Bornholm København Regionalen Fyn Nordjylland Midt & Vest Østjylland Kanal 94 Syd

Kameraet

En gendigtning af "Fyrtøjet" skrevet af lytterne

Åben 1. sektion

Besøg 1. sektion

Sommerservice live på P4 alle hverdage kl. 9 - 11.

 
 
Du er her: dr.dk > Regioner > sommerservice > 2. sektion > Føljeton

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.