Kipketer måtte nøjes med OL-bronze
28. aug. 2004 19.53 OL2004
Opdat.: 28. aug. 2004 21.53Af Anders Laursen, Athen
Wilson Kipketer mangler stadig OL-guldet i sin medaljesamling. Den kenyanskfødte dansker måtte lørdag aften nøjes med bronze i finalen på 800 meter ved legene i Athen.
Den 31-årige Kipketer lå ellers helt fremme i en lang spurt på opløbsstrækningen. Men på de sidste få meter blev han overhalet på begge sider - af russiske Yuriy Borzakovskiy og sydafrikaneren Mbulaeni Mulaudzi.
Borzakovskiy snuppede guldet i 1.44,45 minutter, mens Mulaudzi fik sølv via 1.44,61. 4/100 sekund senere krydsede Kipketer så stregen på den lidt skuffende tredjeplads, og han må nok konstatere, at der ikke længere er helt den samme finish i benene som i de gode gamle dage.
- Spurten var ikke så god. Men det er bedre end ved VM i Paris sidste år, hvor jeg blev nummer fire, og jeg er tilfreds med tredjepladsen. Der er nogle ting, jeg skal have analyseret, så jeg må hjem og se finalen på video for at fínde ud af, hvad der gik galt, sagde en åbenbart ikke helt lykkelig Wilson Kipketer.
Næsten samme tid som i det indledende heat
Den tredobbelte danske verdensmester lignede i både det indledende heat og i semifinalen ellers en mand med bunker af overskud. Her spadserede han nærmest i mål i hhv. 1.44,69 og 1.44,63 minutter.
Wilson Kipketer tabte pusten i spurten, hvor han mistede føringen og dumpede ned på tredjepladsen.
Foto: Andreas Altwein © Scanpix
I finalen på det olympiske stadion i Athen gav Kipketer alt, men fik alligevel "kun" noteret tiden 1.44,65 minutter. Det var ikke nok til at holde de nærmeste rivaler stangen, og danskerens resultat var næsten et sekund fra hans årsbedste - 1.43,88 minutter.
- Han havde virkelig fortjent det guld, som han har arbejdet for. I Atlanta i 1996 blev det til bronze, og sidste gang fik Wilson så sølv kort efter, at han har havde haft malaria. Det her var nok sidste gang, han havde chancen for at vinde den guldmedalje, og det er virkelig synd for ham, at det ikke lykkedes, siger atletiklandstræner Lars Nielsen.
Med Wilson Kipketers tredjeplads lyder Danmarks samlede høst ved OL i Athen nu på én guld- og seks bronzemedaljer.
Resultatet af finalen i 800 m ved OL i Athen:
Guld: Yuriy Borzakovskiy, Rusland, 1:44.45.
Sølv: Mbulaeni Mulaudzi, Sydafrika, 1:44.61.
Bronze: Wilson Kipketer, Danmark, 1:44.65.
4. Mouhssin Chehibi, Marokko, 1:45.16.
5. Wilfred Bungei, Kenya, 1:45.31.
6. Hezekiel Sepeng, Sydafrika, 1:45.53.
7. Djabir Said Guerni, Algeriet, 1:45.61.
8. Ismail Ahmed Ismail, Sudan, 1:52.49.
Fakta
Fakta om Wilson Kipketer:
Kipketer betyder "født på verandaen" på swahili.
Født: 12. december 1972.
Højde: 180 centimeter.
Vægt: 62 kilo.
Familie: Gift med Pernille. Sammen har de sønnen Niklas født maj 2003.
Titler: Verdensmester 1995, 1997 og 1999.
Verdensmester
indendørs 1997. Europamester 2002.
Andre medaljer: OL-bronze 2004, OL-sølv 2000, VM-sølv indendørs 1999 og 2003.
Verdensrekorder: 800 meter: 1.41,11 minutter (Köln 24. august 1997). 800 meter inde: 1.42,67 minutter (Paris 9. marts 1997). 1000 meter inde 2.14,96 minutter. (20. februar. 2000.).
Har i alt sat syv verdensrekorder inklusiv en tangering.
Træner: Slawomir Nowak.