Største danske OL-medaljehøst i 36 år
29. aug. 2004 16.21 OL2004
Opdat.: 29. aug. 2004 18.21Af Anders Laursen, Athen
OL-afrunding: Med guldfireren og håndboldkvinderne som de to flagskibe i front hentede Danmark ikke færre end otte medaljer ved OL i Athen. Og det er den største høst siden legene i Mexico City i 1968.
Både ved Sydney 2000, Atlanta i 1996 og Barcelona i 1992 kom de danske deltagere hjem med seks af slagsen. Men i Grækenland faldt der altså to ekstra medaljer ned i den rød/hvide turban. To guld og seks af bronze står der på bundlinjen.
De otte stykker ædelt metal er præcis det samme som ved OL i Mexico for 36 år siden. Dengang vandt Danmark én guld, fire sølv og tre bronze.
Og hvis man kan tale om "garvede kræfter", så var det i den grad dem der gik forrest i Grækenland. Ikke mindst på den sidste konkurrencedag i Athen, hvor Danmark fik den bedst tænkelige afslutning.
Håndboldpigerne snuppede guldet på sidstedagen af OL i Athen.
Foto: Frank May © Scanpix
På selve dagen hvor den olympiske fakkel slukkes, triumferede håndboldpigerne for tredje OL i træk efter et vanvittigt finaledrama mod ærkerivalerne Sydkorea.
Og for en uge siden gentog et af dansk idræts andre store varemærker, Guldfireren, OL-triumfen otte år efter guldet ved legene i Atlanta i 1996. Denne gang med Eskild Ebbesen, Thomas Ebert, Stephan Mølvig og Thor Kristensen som besætning.
To gange dansk guld i Athen, og to fantastiske, danske idrætspræstationer, som taler for sig selv.
Badminton har fået armene ned igen
Bag de andre seks danske medaljer gemmer sig både tårnhøje succeser og dybe dale af skuffelser.
Hvis vi lægger ud med det sidste, så var Jens Eriksens og Mette Schjoldager enlige bronzemedalje i mixeddouble nok ikke helt, hvad dansk badminton havde håbet på at få med hjem i bagagen.
De to stærkeste kort i single, Camilla Martin og Peter Gade, røg ud på et tidligt tidspunkt. Martin tabte allerede i anden runde, mens Gades olympiske exit blev en kendsgerning i kvartfinalen. Samme skæbne overgik de topseedede verdensmestre i herredouble, Jonas Rasmussen og Lars Paaske.
Jens Eriksen og Mette Schjoldager er klar til semifinalen.
Foto: Zainal Abd Halim © Scanpix
- Vi er tilfredse, men vi har også fået armene ned igen. Vi ville gerne have haft en finere karat eller en søster eller en bror til bronzen. Her bagefter er det lidt tamt, at det ikke lykkedes, lyder sammenfatningen fra landstræner Steen Pedersen.
I en anden dansk paradedisciplin, sejlsporten, blev det til to medaljer. Signe Livbjerg hentede en meget overraskende bronze i Europajollen, og det samme fik Dorte O. Jensen og gasterne Helle Jespersen og Christina Otzen i Yngling-klassen.
Dorte O. Jensen og gasterne Helle Jespersen og Christina Otzen sejlede bronze hjem i Yngling-båden.
Foto: Peter Andrews © Scanpix
Bank: Lidt bedre karat, tak
En, der kender den søde duft af medaljer, er Jesper Bank. Han har vundet guld to gange og har denne gang været med i Athen som DR Sportens ekspert på havnen. Og Bank finder det overordnet ikke helt tilfredsstillende, at Danmark må tage til takke med en 13. plads i nationskonkurrencen blandt OL-sejlerne.
- To medaljer er meget godt, men lidt bedre karat havde hjulpet på statistikken. Jeg synes på en eller anden måde, at Danmark burde ligge blandt de fem-seks bedste. Det rækker det jo ikke til, så jeg har lidt svært ved at sige, at to medaljer er rigtig flot, siger Jesper Bank.
Flot var det til gengæld, at Michael Maze og den nybagte kändis over dem alle, Finn Tugwell, fik bronze i herredoublen i bordtennis. Med den medalje har de to batmænd leveret den hidtil flotteste danske bordtennispræstation igennem tiderne.
"Give me five". Finn Tugwell og Michael Maze leverede i Athen den største danske bordtennispræstation igennem tiderne.
Foto: Anders Wiklund © Scanpix
- Det har været en glæde at se bordtennisdrengene Maze og Tugwell vinde bronze. Det var nærmest helt utænkeligt før OL, som Danmarks medlem af IOC, Kai Holm, formulerer det.
Kraftkarlen elsker sit liv
De sidste to danske medaljer kom i hus i atletik-disciplinerne. Kraftkarlen Joachim B. Olsen tog turen ud til Olympia, fem timers kørsel fra den græske hovedstad. Og på stedet hvor den olympiske kappestrid for flere tusinde år siden så dagens lys for første gang, stødte han bronzen hjem til Danmark.
Kraftkarlen Joachim B. Olsen kuglestødte sig til OL-bronze på Olympia.
Foto: Javier Soriano © Scanpix
- Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse at stå på podiet ved de olympiske lege. Jeg relaterer det mest til dengang, jeg var 12-13 år og så OL i fjernsynet, hvor de her store mænd tog medaljer. Og nu er jeg selv en af dem. Det er fantastisk. Jeg elsker mit liv, sagde Joachim B. Olsen.
Med den præstation overgik Olsen sig selv, og på en eller anden måde er det et plaster på det lille sår, der kom inde på Det Olympiske Stadion nogle dage senere.
For at den tredobbelte verdensmester på 800 meter, Wilson Kipketer, ikke endelig fik sin første OL-guldmedalje til samlingen, men efter de to omgange i højt marchtempo måtte nøjes med en bronze, var både synd, ærgerligt - og lidt af en skuffelse.
Wilson Kipketer ser glad ud for sin bronzemedalje efter guldvinderen Borzakovskij fra Rusland og sydafrikaneren Mulaudzi.
Foto: Ruben Sprich © Scanpix
Kipketer har haft det svært
- Wilson har haft en svær opgave med at træne til dette OL, efter at han sidste år blev nummer fire ved VM. Den placering var ikke motiverende. Men ser man overordnet på atletikken, så havde vi en målsætning om én medalje ved OL. Vi fik to, og vi står dermed for 25 procent af de danske medaljer. Det er vi kanonstolte af, siger landstræner Lars Nielsen.
Foruden de 25 procent fra atletikfronten hentede danske roere, badmintonspillere, bordtennisfolk, sejlere og håndboldpiger altså medaljer i Athen.
Team Danmarks målsætning for den 25. udgave af De Olympiske Lege lød på 10 medaljer. Det nåede de danske deltagere ganske vist ikke helt. Men det var tæt på. Og med tanke på, at det er den største medaljebuket siden OL i Mexico i 1968, så lever vi fint med (me)tallet otte.