Kommentatorerne tog fejl - igen
27. jan. 2012 13.52
Opdat.: 27. jan. 2012 19.30DR Sportens Maja Rosager samlede (igen) de tre håndboldreportere: DR's Andreas Kraul, TV2's Thomas Kristensen og Jyllands-Postens Dan Philipsen for at gøre status om EM i herrehåndbold fredag eftermiddag.
Hør den nyeste udsendelse her til højre - eller hent den som podcast ved at følge links'ne nederst på siden.
De tre reportere var også samlet før EM, hvor de bla. var ret skråsikre på, at Danmark og Frankrig ville mødes i en finale. Men sådan er det ikke gået. Frankrig er ude af turneringen - mens landstræner Ulrik Wilbeks mandskab har leveret mirakler og nu står i finalen.
Før semifinalen var det kun TV2's Thomas Kristensen, der turde tro på sejr over Spanien.
- Jeg har det fint med, at Danmark møder Spanien. Vi har et udmærket kram på dem. Jeg tror sagtens, at Danmark kan komme op på niveauet fra VM-semifinalen sidste år igen. Men jeg er da enig i, at Spanien har været det bedst spillende hold hernede, sagde Thomas Kristensen.
DR Sportens Andreas Kraul forudså en svær kamp:
- Vi plejer at sige, at Danmark har en større bredde end alle modstandere - men det tror jeg ikke, man kan sige i dag. Alle de spanske spillere har stort set fået lige meget spilletid og næsten scoret lige mange mål. Man kan ikke pege på to spaniere, der bare skal sættes ud af spillet, for at kunne vinde, sagde Andreas Kraul.
Jyllands-Postens Dan Phillipsen havde ikke lyst til at spå om udfaldet af kampen, men hældte dog lidt til at have spanierne som favoritter.
- Jeg er færdig med at sige, at "Danmark vinder eller går videre" - man kommer til at se så dum ud efter kampen. Men jeg vil da godt sige, at det bliver afgørende, om den spillemæssigt høje moral, Spanien kommer med, kan overtaget den høje selvtillidsmæssige moral, som Danmark kommer med. Det bliver en lige kamp, men Spanien er bare et megagodt håndboldhold, siger han.
Hvem tror I vinder guld?
Andreas Kraul: Spanien
Dan Phillipsen: Spanien
Thomas Kristensen: Danmark
Selv om podcasten blev optaget før semifinalen er der masser af håndbold-guld af hente i den, når de tre reportere vender Danmarks forvandling, snakker om Bo Spellerberg, Thomas Mogensen, Rasmus Lauge og Ulrik Wilbek - og om uroen på det franske hold, hvor der sågar er rygter om, at der har været slagsmål til træningen.
Hør podcasten herover (eller brug links herunder) - eller genhør den første podcast her (optaget før EM)