UCI: Hit med den gule trøje, Bjarne
25. maj 2007 18.21 Cykling
Opdat.: 25. maj 2007 20.09Den internationale cykelunion (UC) vil have Bjarne Riis til at levere den gule trøje, som han fik som symbol på Tour de France-sejren i 1996, tilbage.
I en pressemeddelelse fredag aften opfordrer UCI han til at aflevere trøjen.
UCI kan dog ikke fratage Riis sejren, da forældelsesfristen er på otte år.
Men trøjen kan de få. Riis sagde på pressemødet, at de bare kan hente den.
Uværdig som Tour-vinder
Samtidig kalder Tour de France-direktør Christian Prudhomme Riis for en uværdig vinder.
- Min reaktion er, at når Bjarne Riis siger, at han ikke er værdig, så er jeg enig med ham. Han har snydt, og jeg spørger mig selv, om han så er værdig til at lede et stort cykelhold i dag. Jeg vil gerne have et svar. Det interesserer mig meget, om Team CSC finder Riis værdig som leder efter dette, siger Prudhomme til Ritzau.
Værdig nok til Hall of Fame
Er Riis ikke en værdig Tour de France-vinder eller en værdig cykelhold-ejer, så er han stadig værdig nok til at have sin buste stående i Hall of Fame.
- Umiddelbart mener jeg, at vi skal holde os til den otte års forældelsesfrist, der gælder for dopingtilfælde. Nu skal vi se fremad og sikre, at det ikke sker igen, siger Danmarks Idræts-Forbunds formand, Niels Nygaard, der dog forventer, at Bjarne Riis bliver et emne på det kommende bestyrelsesmøde.