Citater fra Jaksches dopingtilståelse

Den 30-årige Jörg Jaksche fortæller over 13 sider i den nyeste udgave af det tyske nyhedsmagasin Der Spiegel, hvordan hele hans dagligdag siden 1997 var præget af doping.

Hermed nogle af de vigtigste citater fra det opsigtsvækkende interview:

- Også hvis det nu lyder som at skamrose sig selv: Ja, jeg dopede, men jeg overdrev det aldrig. Jeg tog aldrig kunstigt hæmoglobin eller noget lignende, hvor du risikerer at få et allergisk chok. Og du beroliger dig selv med, at en bodybuilder tager 16.000 enheder væksthormon om dagen, mens man selv tager 800 enheder til regeneration. Så tænker du: Så meget er det jo heller ikke.

- Jeg tror, at det er vigtigt for sportens fremtid, at nogen for en gangs skyld siger: Okay, sådan foregår det her.

- Selvfølgelig var det ikke sådan, at nogen holdt fast i din arm for sprøjten. Men det er lige netop de holdledere, der berigede sig på din bekostning og skaffede dig stoffet, som pludselig gør som om, de alle kæmper for en ren cykelsport.

Om sine tidligere holdledere hos Polti, Gianluigi Stanga, og CSC, Bjarne Riis:

- Ingen var glade for doping, hverken Stanga eller Riis, men i den verden, vi lever i, opfattede ingen det som forkert.

- Bjarne Riis vidste selvfølgelig besked om doping. Han sagde, hvad det drejer sig om.

- Bjarne putter hvert år 500.000 euro (3,7 mio. kr.) i sit cykelholds antidoping-system. Det er hans egne penge og ikke som hos T-Mobile koncernens penge. Han har fattet, at noget skal ændres nu, ellers går hele sporten i hundene. Selvfølgelig er det også en økonomisk beslutning, han vil fortsat tjene penge med sit firma. Men det var også økonomiske grunde, der gjorde, at han dopede sig: Kun den, der er dopet, vinder.

Om sit epo-misbrug hos CSC, som ifølge Jaksche kun varede frem til Paris-Nice-sejren i foråret 2004:

- Bagefter blev det som sagt for farligt. Jeg sagde til Bjarne: Sådan, nu har jeg ydet min præstation for i år. Nu vil jeg ikke løbe mere risiko. Kortison tog vi til gengæld stort set over hele sæsonen.

Om sin nylige telefonsamtale med Riis, da rygterne om dopingtilståelsen begyndte at svirre i miljøet:

- Bjarne Riis sagde for eksempel til mig, at han ikke kunne hjælpe mig, fordi han jo ikke kunne gøre for det. Og han sagde, at han var ked af det på mine vegne. Alle siger altid, at cykelsporten er ligesom mafiaen. Men sammenligningen holder ikke. Mafiaen tager sig af sine folk, af sine familier. Hvis én bliver efterladt, behøver man ikke være bekymret. Hvis cykelsporten var en mafia, ville man sige: Hold kæft i et år, og så genansætter vi dig under gode vilkår. Men cykelsporten er ikke mafiaagtig. Cykelsporten er skrupelløs.

- Det er perverst, men dopingsystemet er retfærdigt, fordi alle doper. Cykelsport uden doping er kun retfærdigt, hvis ingen længere gør det. En rytter har fortalt mig, at der på grund af træningskontrollerne nu er indgået underhåndsaftaler mellem et par hold og det internationale forbund UCI. Derfor må man gå ud fra, at der ikke sker noget holdningsskifte. Det har rytteren stolt fortalt mig, og da vidste jeg: Intet har ændret sig.

Om den spanske dopinglæge Eufemiano Fuentes:

- Fuentes var tilsløringens mester. Ingen af hans kunder havde kendskab til hinanden. Ikke engang på vores hold vidste vi besked om, hvem der ellers gik hos ham.

Om Fuentes liste over kunder i Operacion Puerto-skandalen:

- Til sidst var der slet ikke noget, jeg undrede mig over længere, end ikke hvis den spanske konges navn havde stået på listen.

På spørgsmålet, om han stadig ville tage doping, hvis han ikke var blevet afsløret i Operacion Puerto:

- Det ville jeg nok sikkert gøre, så egoistisk er jeg jo. Men enhver normal person må jo sige til sig selv, at sådan kan det ikke fortsætte, fordi alle sponsorer til sidst er væk.

Om stemningen hos Deutsche Telekom, hvor doping i 1999/2000 var sat i system, men af holdleder Walter Godefroot altid blev omtalt som "ting":

- Officielt hed det: Ingen ting med til løbene. Men i virkeligheden var det selvfølgelig helt anderledes: Hvis man dukkede op til et løb med en hæmatokritværdi på kun 44, var man en pæn dreng, som folk havde medlidenhed med. Dén med 48 blev opfattet som én, der havde kalkuleret benhårdt, og dén med 49,5 som én, der bragte hele holdet i fare. Så sygt var det. For Godefroot drejede det sig ikke om at udelukke, at nogen doper, men om, hvorvidt vedkommende doper kluntet.

Om arbejdet som cykelrytter:

- Det er ikke skønt at køre cykelløb. Sporten er forbundet med rigtig megen smerte, kropslig smerte. I træningen forsøger du at øge din præstationsevne, så du ikke bliver hængt af, og det ikke gør helt så ondt. Først fik man kortison, så epo og i dag er det frisk blod. Cykling er en vanskelig sport. Som fodboldspiller kan du i 90 minutter løbe over grønsværen som idiot, men så i forlænget spilletid score det afgørende mål og blive hyldet som helt. I cykelsporten bliver man i 99 ud af 100 løb hægtet af, også hvis du giver alt. Det gør ondt, hele tiden, og alligevel har man kun sjældent succes.

Klik her og læs mere hos Der Speigel (og se interviewet med Jaksche).