Armstrong med suspekte blodværdier

Blodforskeren Jakob Mørkeberg undrer sig over Lance Armstrongs blodværdier under årets Tour de France. De indikerer, at amerikaneren brugte bloddoping.

Meget tyder på, at Lance Armstrong brugte bloddoping under årets Tour de France. Det siger en af Danmarks førende blodforskere, Jakob Mørkeberg fra Bispebjerg Hospital, til DR Sporten, efter at han har set amerikanerens blodværdier.

Både hæmatokritværdien (antallet af røde blodlegemer) og hæmoglobinværdien var stort set den samme på førstedagen og sidstedagen af Tour'en, hvilket er helt usædvanligt. Ydermere steg hæmatokritværdien i perioden 11.-14. juli, altså midt under Tour'en, fra 40,7 til 43,1, og det er også bemærkelsesværdigt, mener Jakob Mørkeberg.

- Det vi ved fra vores forskning er, at under hårdt arbejde som et Tour de France vil man se et markant fald af disse blodværdier, og det ser vi ikke hos Lance Armstrong, siger Jakob Mørkeberg, der netop har lavet en phd-afhandling om bloddoping.

Hvad kan det skyldes?

- Det kan skyldes, at han har fået nogle blodtransfusioner. Dermed ikke være sagt, at han har fået det, men det kunne være én af forklaringerne.

Kan der være andre årsager?

- Har han f. eks. haft diarré og er dehydreret, vil det kunne betyde en forøgelse i blodværdierne, siger Jakob Mørkeberg og uddyber:

- Men billedet modstrider det vi normalt vil se. Lance Armstrongs værdier er uændrede fra den første til den sidste prøve, og normalt vil man forvente et fald. Det fald ser man også i hans værdier under Giro d'Italia et par måneder før, men altså ikke under Tour de France.

DR Sporten har forgæves forsøgt at få en kommentar fra Lance Armstrong, der blev nr. 3 i årets Tour de France.

Se indslaget ved at klikke på billedet herover.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vis alle nyhedsbreve