Mørkøv og Rasmussen mistede spidsen
06. feb. 2010 09.48 CyklingBanerytterne Michael Mørkøv og Alex Rasmussen faldt to placeringer tilbage, så de nu er på tredjepladsen i det københavnske seks-dages løb i Ballerup Super Arena.
De forsvarende mestre er en omgang efter schweizerne Bruno Risi og Franco Marvulli, der rundede de 100 point og dermed fik tildelt en omgang mere end konkurrenterne.
Mørkøv og Rasmussen har i øvrigt opgivet at køre i deres regnbuefarvede VM-trikot, fordi trøjerne er til fare for de andre ryttere.
- De er lavet på en måde, så de ikke adskiller sig tilstrækkeligt fra de helt hvide, som russeren Alexei Shmidt og tjekken Jiri Hochmann er iført. Det kunne give anledning til meget risikobetonede situationer, og selvfølgelig er vi da alt andet end interesserede i, at trøjeforvirringen måske ligefrem skulle kunne forårsage styrt, siger Michael Mørkøv til politiken.dk.
Dermed er Mørkøv og Rasmussen tilbage i den velkendte dannebrogstrikot, som Par nr. 7 traditionelt kører i.