Matti Breschel har bitter smag i munden
09. sep. 2010 15.51 CyklingDen kommende Rabobank-rytter, Matti Breschel er en af de ryttere, som Bjarne Riis ikke udtog til Vuelta a Espana. Efter hjemsendelsen af Andy Schleck og Stuart O'Grady sidder han nu med en bitter smag i munden.
-Det er dødærgerligt, det er ikke skide fedt. Og det er både overfor Fränk Schleck og overfor hele holdet. Og heller ikke overfor dem, der har stået i kø og gerne har villet køre vueltaen. Der er jeg jo en af dem, siger hjælperytteren til DR Sporten.
Han er skuffet over, at topprofessionelle ryttere svigter holdet på den måde.
-Det er ikke en skide god situation, som vi står i. Det ser ikke godt ud, det er ikke professionelt. Man står lidt med en bitter smag i munden. Der var ikke nogen fra holdet, der kunne vide, at de ville gå ud og te sig åndssvagt og drikke sig fulde. Men jeg tænker ikke så meget over det, det må stå for deres regning, siger Saxo Bank-rytteren, som skifter til Rabobank næste sæson.