Saxo Bank svækkes betydeligt i klassikerne
09. sep. 2010 20.10 CyklingRytterflugten fra Team Saxo Bank kulminerede i dag, da den firedobbelte verdensmester i banecykling, Alex Rasmussen overfor DR Sporten meldte ud, at han er på vej til Team HTC Colombia.
-Bjarne Riis har formået at få Contador og hans hjælperyttere med på holdet, men det danske islæt og klassikerrytterne er ved at forsvinde, og det bliver ikke uden betydning, vurderer DR Sportens cykelekspert, Alex Pedersen.
-Efter at Schleck-brødrene er væk, har Bjarne Riis fået nogle gode og stærke ryttere ind med Contador. Men klassikertruppen er ved at smuldre lidt. Cancellara har meldt ud, at han overvejer sin fremtid på holdet, og vi ved at Anders Lund, Matti Breschel, O'Grady og nu også Alex Rasmussen, som var en af dem, der skulle gå ind og bakke Cancellara op i klassikerne, er væk, siger han.
Han er dog ikke i tvivl om, at Team Saxo Bank kan få gode resultater i den kommende sæson, det bliver bare på andre forudsætninger.
-Det er klart at Fabian Cancellara stadig er en af verdens bedste ryttere om ikke verdens bedste, og hvis Riis kan holde ham på holdet og få kontrakt med ham endnu et år, så vil holdet stadig få gode resultater i klassikerne. Cancellara har dog ikke den samme opbakning fra holdet, og han bliver derfor nødt til at klare sig mere på egen hånd i klassikerne, vurderer Alex Pedersen.
Han ærgrer sig dog stadig over, at Alex Rasmussen skifter på nuværende tidspunkt. Alex Pedersen mener, at han ville have haft godt af endnu et år hos Team Saxo Bank.
-Umiddelbart havde jeg set Alex Rasmussen tage et år mere hos Team Saxo Bank, og jeg tror også, at Bjarne Riis ville have haft godt af at have ham et år mere. Han er dansker, og han er en profil, og han kunne have bygget ham op til at blive en god klassikerrytter. Derfor overrasker det mig også, at de ikke kunne finde ud af at få en fælles fremtid.
Alex Rasmussen kan dog ifølge DR Sportens cykelekspert se en tryg fremtid i møde hos Brian Holm og HTC Colombia.
-HTC Colombia er et godt organiseret hold, og Brian Holm er dansk sportsdirektør, og Alex Rasmussen har godt af at have nogle danskere omkring sig. Han vil få Lars Bak som holdkammerat, og det bliver et godt hold for Alex Rasmussen, det er er ingen tvivl om.
Alex Rasmussen meldte tidligere i dag ud, at han forhandler med Brian Holm og HTC Colombia, men at det schweiziske hold, Geox også er interesseret i den 26-årige rytter.