Armstrong-vidner slipper billigt

Seks ryttere, der har vidnet mod Lance Armstrong, slipper med hver seks måneders karantæne som tak for godt samarbejde og kan køre cykelløb igen fra foråret.

Seks ryttere, der har vidnet under ed mod Lance Armstrong, er idømt seks måneders karantæne af det amerikanske antidopingagentur (USADA).

I forbindelse med sagen mod Armstrong har de alle indrømmet, at de brugte doping i sin tid. De slipper dog for den normale straf på to år, fordi de har samarbejdet med antidopingmyndighederne.

De korte karantæner betyder reelt, at de kan køre igen fra næste sæson og være med i forårets første store løb, Paris-Nice.

De seks karantænedømte er Levi Leipheimer, Christian Vande Velde, David Zabriskie, Tom Danielson, Michael Barry og George Hincapie. De er alle fortsat aktive, om end Hincapie og Barry begge stopper karrieren efter denne sæson.

Endnu en stribe ryttere har vidnet mod Armstrong, men ingen af disse er længere aktive

Rytterne stod her til aften i kø for at indrømme, at de tidligere har været på stoffer, hvilket under alle omstændigheder ville blive afsløret i forbindelse med, at UCI tygger sig igennem den over 1000 sider tykke rapport om Armstrong-sagen, som USADA i dag sendte til UCI.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vis alle nyhedsbreve