Rolf Sørensen bør ikke være en del af TV2’s dækning af cykelløb. Han skal ud. Det siger direktør i Danmarks Cykle Union (DCU), Jesper Worre, i meget klare vendinger i et interview på Sporten.dk. Sørensen er med til at fordumme dækningen, lyder det fra Worre.
Læs hele interviewet med Jesper Worre på Sporten.dk her.
- Rolf er med til at gøre TV2 dummere. De har en ekspert, som de ikke kan spørge om nogle emner, for han taler ikke sandheden. Og det handler ikke om, om han har dopet sig eller ej, men han fortæller ikke sandheden, for så havde TV2 ikke behandlet Michael Rasmussen-sagen i 2007, som de gjorde. Eller som de har gjort siden for den sags skyld. Det er et problem, at Sørensen sidder i den ekspertrolle
Jesper Worre spillede en stor rolle i Michael Rasmussens Tour de France-exit i 2007, da det var Worre, der brød sin tavshedspligt og til DR Sporten fortalte, at Rasmussen havde misligholdt sin oplysningspligt overfor dopingmyndighederne. Det var ikke populært, og Jesper Worre var derefter under hårdt folkeligt pres. Et pres, som han mener, Rolf Sørensens ekspertrolle har bidraget til.
- Vi har været under hårdt pres, og det skyldes blandt andet pressen og specielt TV2, som har negligeret problemerne. Rolf Sørensen sidder ikke og er helt ærlig i studiet, og det har også lagt pres på os. Efter det her tror jeg godt, at folk kan se, at det ikke var helt idiotisk, det vi gjorde dengang. Michael Rasmussen var dopet op over begge ører i 2007, mener Worre.
- Jeg håber, at det her er en øjenåbner for TV2, som helt generelt skal tage deres Tour-dækning op til overvejelse. Jeg synes ikke, Rolf Sørensen kan sidde som kommentator på en TV-station, som har public service-forpligtelser.
TV2's sportschef Frederik Lauesen synes dog, at Jesper Worre skal blande sig udenom.
- Nu er det heldigvis ikke Jesper Worre, der skal ansætte og fyre folk på TV2, så det er op til mig, om Rolf Sørensen fortsætter som kommentator.
Gør han så det?
- Jeg vil sige det på den måde, at Rolf Sørensen er ansat på TV2, indtil Rolf Sørensen ikke er det mere, siger Frederik Lauesen til sporten.dk.