Chris Anker: Det skal ikke blive en heksejagt på Nicki

Team Saxo-Tinkoff-rytteren Chris Anker Sørensen maner til besindighed oven på Michael Rasmussens dopingindrømmelse. Hans kollega Nicki Sørensen er nu under anklage for også at have brugt doping.

Journalist:HFAL Redigering:HFAL

Chris Anker Sørensen tilslutter sig koret af nuværende cykelryttere, som bifalder Michael Rasmussens indrømmelse af sit mangeårige forbrug af dopingstoffer. Dog er den arbejdsstærke hjælperytter fra Team Saxo-Tinkoff ikke imponeret over tidspunktet for indrømmelsen.

- Den kommer 13-14 år for sent. Det bedste var jo, hvis han aldrig var begyndt. Han skulle have sagt det med det samme i stedet for at snyde en masse mennesker. Men alle fortjener en ny chance, og det er godt, at han nu fortæller, hvad der er sket, siger Chris Anker Sørensen, da DR Sporten besøger ham i italienske Lucca.

I kølvandet på Michael Rasmussens bekendelser over for Anti Doping Danmark og internationale anti-doping myndigheder, erfarer DR Sporten, at han har angivet Nicki Sørensen som en rytter, der ikke har haft rent mel i posen. Desuden skulle holdejer på Team Saxo-Tinkoff, Bjarne Riis, have haft fuldt kendskab til doping hos sine ryttere. Nøjagtig som den tidligere kaptajn, Tyler Hamilton, har hævdet.

- Man skal passe på, at det ikke bliver en heksejagt, hvor folk bliver brændt på bålet ligesom i middelalderen. I de år jeg har kørt på holdet, har de (Bjarne Riis og Nicki Sørensen red.) virket som nogle folk, der arbejder for en renere sport. Jeg kan stå 100 procent inde for dem, men jeg kan selvfølgelig ikke snakke om den tid, der ligger før min tid på holdet, siger Chris Anker Sørensen, som fik kontrakt med Bjarne Riis’ hold i 2007.

Michael Rasmussen er den seneste rytter til at fortælle om andre rytteres brug af doping i håbet om, at han får reduceret sin karantæne. Men Chris Anker Sørensen er ikke ubetinget begejstret over den metode, da fx Michael Rasmussen kan have andre motiver end blot at få ryddet op i cykelsporten.

- Hvis vi får en renere sport, så er det godt, at der er én, som bliver angivet. Det er i vores alles interesse. Men man skal huske at ting, som bliver sagt under tortur, ikke altid er sandt. Man skal tage det med et gran salt. Og jeg er også sikker på, at Anti Doping Danmark godt kan skelne skidt fra kanel, mener Chris Anker Sørensen.

Se indslaget med Chris Anker Sørensen herover.

  • Print
  • Del artiklen: