Dansk oprejsning mod Holland
09. dec. 2006 21.38 EM2006
De danske håndboldkvinder fik rystet det skuffende nederlag til Frankrig fra EM-åbningskampen af sig, og vandt lørdag en knusende sikker 30-23 sejr over Holland efter 17-12 ved pausen.
Dermed er Danmark videre til mellemrunden ved EM i Sverige uanset udfaldet af søndagens sidste indledende kamp mod Spanien.
Holland kom godt nok foran 1-0 ved Pearl van der Wissel, men det var til gengæld den eneste føring hollænderne fik i den kamp. For danskerne bare buldrede af sted i starten af opgøret.
Havde lyttet til kritikken
Rikke Skov havde overtaget udskældte Anette Bondes plads som højre back - også i angrebet. Det viste sig at være et klogt træk af landstræner Brian Lyngholm. Alene i løbet af de første ti minutter scorede den stærke Viborg-spiller, der ellers primært bruges i forsvaret, fire gange. Også Lene Lund Nielsen på stregen lyste op.
Målene haglede ind om ørerne på de hollandske keepere, og allerede efter et kvarter var Danmark foran 12-5, og kampen syntes afgjort.
Derefter skrumpede føringen en anelse ind, da Brian Lyngholm gav spilletid til et par af de knapt så erfarne spillere som Kamilla Kristensen og Louise Mortensen.
Alvorlig blev situationen dog aldrig, og danskerne gik til pause med en 17-12 føring.
Kvaliteten dalede
Efter pausen gik noget af tempoet ud af kampen, og kvaliteten af spillet dalede også. Danskerne var dog stadig hollænderne overlegne, og ti minutter inde i halvlegen var føringen øget til 22-14. Blandt andet takket være en velspillende playmaker Mette Sjøberg, der ellers var blandt de mest udskældte efter torsdagens kamp mod Frankrig.
Til gengæld virkede Katrine Fruelund træt, og den ellers så træfsikre fløj, Henriette Mikkelsen, havde heller ingen stor aften angrebsmæssigt.
Men det kunne ikke ændre på, at danskerne vandt en komfortabel 30-23 sejr, og pladsen i mellemrunden er en realitet.
HÅNDBOLDTAL EM gruppe D, kvinder:
Holland-Danmark 23-30 (12-17)
Holland: Daine Lamein 4 (1), Pearl van der Wissel 4 (1), Saskia Mulder 3, Irina Pusic 3, Joyce Hilster 2, Wilhelmina Karsten 2, Silvia Hofman 2, Arjenne Paap 1, Andrea Groot 1, Maura Visser 1 (1).
Danmark: Rikke Skov 6, Katrine Fruelund 6 (3), Mette Sjøberg 5, Henriette Mikkelsen 5 (1), Lene Lund Nielsen 4, Lene Thomsen 2, Kristina Bille-Hansen 2.
Udvisninger: Holland 2, Danmark 3.
Skrevet af:
Michael Olesen