Sverige bremser dansk medaljedrøm
12. dec. 2006 21.35 EM2006
Opdat.: 12. dec. 2006 21.48Brian Lyngholms danske landshold skuffede fælt mod EM-værterne fra Sverige og tabte den første kamp i mellemrunden med 22-27. Dermed ser det sort ud for de danske medaljechancer.
Danmark var tilbage i den usammenhængende og langsomme stil, som de viste i den første kamp ved EM. Mens Sverige spillede deres chance på hjemmebanen i Stockholm.
Der skulle gå over syv minutter før det danske landshold kom på tavlen mod de svenske værter, og på det tidspunkt førte Sverige 3-0.
Mette Sjøberg brød den dårlige danske start. Men danskernes organiserede angrebsspil fungerede på ingen måde, de spillede for langsomt, og når de endelig brød igennem, så reddede den svenske keeper, Madeleine Grundström.
Efter 14 minutter nåede Danmark op på siden af Sverige, da Henriette Mikkelsen udlignede til 5-5 på et tidspunkt, hvor Sverige havde en spiller udvist.
Svenskerne holdt fast i føring
Men hjemmeholdet trak igen fra, og bagud med tre mål kaldte landstræner Brian Lyngholm timeout. Derefter pillede han Karin Mortensen ud, satte Louise Bager Due ind i stedet, og Viborg-keeperen fik fat i lidt mere end SK Århus' bud.
Sverige gik til pause med en tremålsføring på 15-12, og pausen kunne ikke komme på et bedre tidspunkt for det danske landshold. Brian Lyngholm skulle på en eller anden måde have vækket de danske spillere, som lod Sverige styre begivenhederne.
Syv mål op
Men svenskerne drønede videre fra starten af anden halvleg og trak fra ved at holde de lammede danskere fra at score i næsten ni minutter. Den svenske føring nåede op på syv mål 19-12, inden Mette Sjøberg igen brød dødvandet.
Med godt et kvarter igen var Danmark bagud med seks mål, og Brian Lyngholm forsøgte at bryde den svenske dominans med et 5-1-forsvar. Efterfølgende fik Sverige to udvisninger oveni hinanden, og de danske kvinder kunne bringe føringen ned på tre mål. Så var det den svenske landstræner, Ulf Schefverts, tur til at kalde timeout.
Men Sverige holdt fast, godt hjulpet af brændte danske 100 procentschancer, og en meget velspillende Madeleine Grundström i Sveriges mål.
Den svenske føring kom ned på to mål med tre minutter igen, men så fik Danmark en udvisning, Sverige kunne trække fra igen, og så var det slut med de danske EM-drømme.
Lang vej til semifinalen
Danmark er nu på fjerdepladsen i mellemgruppe 2, overhalet af svenskerne på reglen om indbyrdes opgør, hvor de begge har to point.
De russiske verdensmestre, som Danmark får fornøjelsen af onsdag, fører gruppen med seks point. Spanien er nummer to med fire point. Sverige, Danmark, Frankrig og Kroatien har alle to point.
Intet er endnu afgjort i gruppe to, hvor alle hold har to kampe tilbage, men det danske kvindelandshold skal både have fundet et meget bedre spil frem. De skal vinde de to sidste kampe, og så skal de øvrige resultater i gruppen også flaske sig, for at Danmark kan nå en semifinale.
Kampen i tal:
Sverige-Danmark 27-22 (15-12).
Sverige: Matilda Boson 6 (3), Annika Freden 4, Linnea Torstenson 4, Katarina Arfwidsson Chrifi 4 (1), Jessica Enström 3, Sara Holmgren 2, Sara Eriksson 2, Åsa Könsberg 1, Therese Helgesson 1.
Danmark: Mette Sjøberg 7 (2), Henriette Mikkelsen 5 (3), Lene Lund Nielsen 3, Anette Bonde Christensen 2, Katrine Fruelund 2, Kristina Bille-Hansen 2, Lene Lund Nielsen 1.
Udvisninger: Sverige 6, Danmark 4.
Tilskuere: 1.252.
Skrevet af:
Camilla Dam