DBU vil have politikerne til at gøre matchfixing til en overtrædelse af straffeloven. Ministeren tøver.
- For mig er matchfixing lig med snyd og underminerer alt, hvad sporten står for.
Sådan sammenfatter kulturminister Marianne Jelved (R) sagen, efter at DBU mandag gav seks måneders karantæne til FC Vestsjælland-spilleren Kristoffer Wichmann.
Wichmann har, ifølge DBU, været med til at fixe kampe, som han så selv og via stråmænd havde sat penge på.
Sagen har fået DBU til at efterlyse politisk handling. Ifølge formand Allan Hansen bør der indføres en paragraf i straffeloven, som gør den slags ulovligt. Det ville nemlig gøre det muligt at få politiet til at efterforske sagerne.
Ifølge kulturministeren skal DBU dog ikke gøre sig forhåbninger om noget hurtigt politisk indgreb. Marianne Jelved vil i stedet afvente den arbejdsgruppe, der allerede ser på fænomenet.
- Jeg ser med største alvor på problemet, og netop derfor har jeg også store forventninger til den nyligt nedsatte arbejdsgruppe, siger Marianne Jelved.
Arbejdsgruppen, hvor også DBU deltager, skal komme med en række anbefalinger inden årets udgang.
- Ud fra det vil vi tage stilling til, om der er behov for at ændre love eller tage andre initiativer for spænde ben for matchfixingen, siger Marianne Jelved.
/ritzau/