FCK trak mægtige Real Madrid

FC København trak storholdene Real Madrid, Juventus og Galatasaray i gruppespillet i Champions League

FC København fik nogle kommercielt interessante, men sportsligt meget vanskelige modstandere, da der blev trukket lod til gruppespillet i Champions League.

Hovedstadsklubben kan i efteråret præsentere storklubber som Real Madrid, Juventus og Galatasarays på græstæppet i Parken, og det bliver nok mere end svært at klare sig videre fra den pulje, hvor kun de to bedst placerede går videre til 1/8-finalerne.

FC København har ikke mødt nogen af sine kommende modstandere tidligere i europæisk sammenhæng.

Mestrene har flere gange mødt spanske hold - herunder Barcelona - ligesom man også har spillet mod Lazio og AC Milan.

FCK har derimod aldrig mødt et tyrkisk hold, men B1903 slog tilbage i 1991 Trabzonspor fra Tyrkiet sammenlagt 1-0 i Uefa Cuppens tredje runde.

I de øvrige grupper blev Barcelona og Milan endnu engang trukket ud sammen. De skal mødes i gruppe H sammen med Ajax og Celtic.

De to flerfoldige vindere af turneringen er tørnet sammen en del gange i de to seneste udgaver af turneringen.

I 2011/12 gjorde de det både i gruppespillet og i kvartfinalen, mens det i 2013 gjaldt 1/8-finalen. Begge sæsoner er Barcelona gået videre på bekostning af italienerne.

De forsvarende Champions League-mestre fra Bayern München skal møde CSKA Moskva, Manchester City og Viktoria Plzen i gruppe D.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vis alle nyhedsbreve