Leon Andreasen skadet igen
13. jan. 2010 17.53 BundesligaHannover 96 må undvære Leon Andreasen i yderligere fire uger. Den uheldige spiller har fået en forstrækning i låret.
Han var endelig kommet sig over den lyskeskade, som har holdt ham ude otte måneder. Men i en testkamp mod Armenia Bielefeld den 9. januar blev Leon Andreasen så skadet i venstre lår, og nærmere undersøgelser viser, at han er ude i fire uger.
- Det er en bitter nyhed for os og især for Leon, siger træner Andreas Bergmann til klubbens hjemmeside.
Træneren ærgrer sig især over at gå glip af de ekstra taktiske muligheder, som den defensive midtbanespiller giver ham, når Bundesligaen starter op igen i weekenden, hvor Hannover 96 møder Hertha Berlin på lørdag.