Den tidligere Brøndby- og Esbjerg-spiller Niki Zimling har bundet sig til Bundesliga-klubben Mainz 05 frem til sommeren 2017.
Mainz-manager Christian Heidel har igennem længere tid holdt øje med den 27-årige dansker, så da midtbanespilleren Eugen Polanski skiftede til Hoffenheim, rykkede han hurtigt og tog kontakt til Brugge.
Niki Zimling selv var åbenbart ikke svær at overtale. Til klubbens hjemmeside siger han:
- For mig er det karrierens næste skridt, og jeg glæder mig til Bundesligaen.
- Det er et velfungerende hold, som spiller struktureret fodbold. Det gode indtryk har jeg også taget med mig efter kontakten med træner Thomas Tuchel. Skiftet er en god beslutning for mig, siger Zimling.
Hans kendskab til Mainz blev forstærket, da Brugge for nylig mødte tyskerne i en træningskamp i spanske Marbella.
Den tyske klub har allerede danske Bo Svensson og den tidligere FCK-tjekke Zdenek Pospech i truppen.