Basel fortsætter CL-eventyr
22. feb. 2012 22.30 Det lignede længe en 0-0-kamp mellem Basel og Bayern München, men fem minutter før tid sørgede Valentin Stocker for en fortjent hjemmesejr på 1-0.
Basel kom glimrende fra start i hjemmekampen mod Bayern München. Efter 16 minutters spil var det kun med det yderste af neglene, at Bayern-målmand Manuel Neuer fik vippet et Aleksandar Dragovic-hovedstød ud på indersiden af stolpen.
Bare to minutter senere var den gal igen i den tyske defensiv. Sydkoreaneren Park Joo-Ho fandt en umarkeret Alexander Frei i feltet, men for anden gang måtte schweizerne se et forsøg prelle af på træværket.
Det lykkedes Bayern at komme lidt bedre med i kampen, men ingen af de to hold formåede at score før pausen.
I anden halvleg satte Bayern i perioder en smule tryk på hjemmeholdet, men det blev ikke til meget mere end en god chance til Mario Gomez et kvarter før tid.
Med fem minutter igen faldt så kampens eneste scoring. Indskiftede Jacques Zoua fandt ligeledes indskiftede Valentin Stocker, der køligt satte bolden ind bag Manuel Neuer til slutresultatet 1-0.
De to hold mødes i 1/8-finale-returopgøret i München d. 13. marts.