CL-kommentar: Et opgør med historisk magi

DR Sportens Marco de los Reyes ser tilbage på de foregående Real Madrid-Manchester United-opgør. Blot fire gange har de tidligere trukket hinanden.

Champions League byder sæson efter sæson på mange store kampe. Men nogle af dem er naturligvis mere specielle end andre. Sådan en kamp er eksempelvis denne uges 1/8-finale mellem Real Madrid og Manchester United, der spilles onsdag aften.

Det er der især to årsager til.

For det første er det faktisk en sjældenhed, at de to giganter tørner sammen i mesterholdenes turnering, der har eksisteret siden 1955.

For selv om Real Madrid og Manchester United har vundet henholdsvis det spanske og det engelske mesterskab flere gange end alle andre klubber, er det alligevel blot femte gang, at de har trukket hinanden. Og i de øvrige Europa Cup-turneringer har klubberne aldrig mødt hinanden.

Til sammenligning er det hele sjette gang siden 2000, at AC Milan og FC Barcelona, der ligeledes mødes i denne sæsons 1/8-finaler, har trukket hinanden. Og så var der den helt grumme; Liverpool og Chelsea, der i perioden 2004 til 2009 trak hinanden hver eneste sæson.

For det andet skrev de foregående opgør mellem Real Madrid og Manchester United sig alle nærmest øjeblikkeligt ind i historiebøgerne. Og jeg føler mig ret sikker på, at de to holds 1/8-finalerne i denne sæson også vil blive husket.

Men først et tilbagekig på de tidligere møder i turneringen.

*****

Det første møde mellem Manchester United og Real Madrid var en semifinale i 1956/57-sæsonen, hvor spanierne vandt 3-1 hjemme og derpå spillede 2-2 på Old Trafford. Real Madrids sejr var ingen overraskelse, men "de røde djævle" havde et så talentfuld hold, at mange vurderede, at opgøret var en kamp mellem Europas bedste klubhold og det hold, der var på vej til at blive det.

Marco de los Reyes

Marco de los Reyes er journalist på DR Sporten og skriver om international fodbold, OLog sportshistorie på dr.dk/sporten.

Men Manchester Uniteds daværende hold, kaldet "Busby Babes" efter manager Matt Busby, fik aldrig den ventede succes, idet et fly med klubbens spillere og ledere forulykkede den efterfølgende sæson

23 personer mistede livet – heriblandt nogle af Manchester Uniteds største profiler. Den allerstørste var den 21-årige midtbanespiller Duncan Edwards, der var på vej til at blive en af verdens bedste spillere. Nu blev kampene mod Real Madrid det nærmeste, han kom på international succes.

*****

Anden gang var i sæsonen 1967/68, hvor Manchester United med store stjerner som George Best, Denis Law og Bobby Charlton, der var blandt de overlevende i 1958, mødte den spanske storklub i semifinalen.

Real Madrid havde vundet turneringen seks gange og været i yderligere to finaler, men spanierne blev sendt ud af turneringen af Manchester United efter 0-1 og 3-3. United var dog bagud med 1-3 i returopgøret, men fik til sidst hevet det ene point hjem.

Det var sidste gang i 1960erne, at Madridklubben nåede så langt i turneringen. Manchester United derimod var i sin første finale og endte med at vinde den med en 4-1-sejr over Benfica.

*****

Især fordi Manchester United ikke blev engelsk mester i periode 1968-1992, gik der derefter hele 32 år, før de hold igen mødtes. Denne gang i en kvartfinale i Champions League. En kamp, der viste sig at være et opgør mellem den forsvarende mester og den kommende mester.

Manchester United havde sæsonen forinden vundet 2-1 over Bayern München i finalen, som mere end noget andet huskes for Uniteds to scoringer i slutminutterne. Men efter 0-0 i den spanske hovedstad tabte Roy Keane og Co. 2-3 hjemme til Real Madrid, der lidt over en måned senere vandt turneringen for ottende gang.

*****

Det fjerde og hidtil seneste opgør mellem de to klubber er det mest mindeværdige. Real Madrid havde i foråret 2002 vundet turneringen for niende gang, og et i forvejen stærkt hold med masser af stjerner som Zinedine Zidane, Luis Figo, Raul og Roberto Carlos var blevet forstærket med VM-topscoreren i 2002, brasilianske Ronaldo.

Real Madrids store stjerner blev kaldt for "Galacticos", og strategien var at købe en Galactico hvert år. Real Madrids Galacticos-strategi toppede sportsligt set netop mod Manchester United i kvartfinalerne i april 2003. Real Madrid vandt hjemme 3-1 og en turneringens bedste kampe nogensinde sluttede med en 4-3-sejr til hjemmeholdet på Old Trafford.

Den underholdende affære, hvor Ronaldo scorede alle Real Madrids mål, efterlod indtrykket af, at Real Madrids Galacticos trods defensive mangler var i stand til at besejre alt og alle (over to kampe), og flere CL-titler var givetvis snarligt på vej til Madrid.

Men allerede runden efter var Galacticos-storhedstiden reelt forbi. Et taktisk stærkere og mere harmonisk Juventus-mandskab tabte 2-1 på Santiago Bernabeu, men vandt 3-1 hjemme i Torino.

Og siden har Real Madrid ikke været i en eneste finale i turneringen.

*****

Hvad kommer dette års to kampe så til at blive husket for? Ja, der er mange muligheder, og ikke mindst mange profiler, der kan sætte et historisk aftryk.

Cristiano Ronaldo og Robin van Persie er selvfølgelig de største stjerner og tilmed to meget formstærke af slagsen. De skal set over begge kampe nok komme på måltavlen begge to.

Men i mine øjne er det Wayne Rooney, som er nøglefigureren. Han svinger lidt for ofte i niveau i store kampe, og derfor kan hans indsats blive særdeles afgørende for Manchester Uniteds chancer for at gå videre.

Men selv med den risiko, der er for, at Wayne Rooney ikke lever op til forventningerne, vurderer jeg, at Manchester United er svag favorit (55-45) til samlet sejr. Fordi holdet er inde i en forrygende stime, og fordi det ikke længere er presset på hjemmefronten med 12 point ned til Manchester City på andenpladsen.

Real Madrid er til gengæld er hele 16 point efter Barca i toppen af La Liga. Og ryger madrilenerne ud Manchester United, vil 1/8-finalerne-opgøret måske blive husket som kampene, hvor José Mourinho endegyldigt mistede chancen for at vinde "pokalen med de store ører" med turneringens historisk set mest succesfulde mandskab.

Under alle omstændigheder er der gode chancer for, at også denne udgave af Real Madrid-Manchester United vil få sit eget afsnit i mesterligaens historie. Og så går forhåbentlig flere år, før de løber ind i hinanden igen.

*****

Hvad har du af forventninger til kampene mellem Real Madrid og Manchester United. Skriv herunder!

Skriv kommentar

0 ud af 0 kommentarer Viser: Nyeste førstNyeste sidst
  • Print
  • Del artiklen: