Liverpools problemer fortsætter i Europa
11. mar. 2010 21.05 Europa_LeagueLiverpool fortsætter med at levere dårligere resultater. Torsdag blev det til et nederlag til franske Lille, der på hjemmebane vandt 1-0 over manager Rafael Benitez' mandskab i Europa League.
Med en direkte frisparksscoring fem minutter før slutfløjt sørgede Eden Hazard for, at franskmændene står med gode chancer for at spille sig i Europa Leagues kvartfinaler.
Daniel Agger og holdkammeraterne spillede langsomt og lavede mange fejlafleveringer, hvilket betød, at de engelske gæster kom frem til meget få chancer.
Efter 10 minutter blev danskeren selv fintet og oversprintet i en situation, der meget let kunne have bragt Lille foran med 1-0. Det skete til gengæld efter 84 minutter, da Eden Hazard med et blødt frispark lidt heldigt fik scoret sejrsmålet.
I de øvrige kampe vandt Hamburger SV på hjemmebane med 3-1 over Anderlecht, mens Rubin Kazan i Rusland spillede 1-1 mod Wolfsburg, der havde Thomas Kahlenberg på bænken i hele kampen. Atlético Madrid spillede 0-0 mod Sporting Lissabon.
Christian Poulsen var på banen 75 minutter for sin klub Juventus, som vandt 3-1 på hjemmebane over Fulham.
Returkampene spilles i næste uge.