Manchester City satte mestrene til vægs
22. feb. 2012 20.02 Europa_LeagueDe forsvarende Europa League-vindere fra FC Porto blev sat til vægs af Premier League-duksene, der sendte portugiserne hjem med et 4-0-nederlag.
Efter at have vundet med 2-1 i første kamp i Porto skulle Manchester City kun bruge tyve sekunder af hjemmekampen for at sikre sig avancement til Europa Leagues 1/8-finaler.
Porto valgte at forære Manchester City bolden efter få sekunder, mens de selv var på vej frem ad banen, og så kunne Sergio Aguero sendes afsted mod Porto-keeper Helton og argentineren svigtede ikke.
Porto spillede egentlig ganske udmærket, dog uden at komme frem til de helt store chancer. Det gjorde hjemmeholdet til gengæld efter knap en halv times spil.
Igen var det Aguero, der blev sendt i dybden. Aguero rundede Helton i højre side uden for feltet, men afslutningen prellede af på overliggeren.
Efter pausen var udeholdet godt med i den første halve time, men i kampens sidste kvarter faldt portugiserne fuldstændig sammen.
Først spillede Sergio Agüero bolden frem til indskiftede Edin Dzeko, som scorede til 2-0. Umiddelbart efter blev Portos Rolando udvist efter at have brokket sig til sit andet gule kort.
Få minutter senere fik David Silva lov til at stå helt umarkeret foran mål, og spanieren scorede til 3-0.
Indskiftede David Pizarro fuldbyrdede ydmygelsen kort tid efter.
Dermed er Manchester City klar til 1/8-finalerne med en samlet sejr på 6-1.