City fuldender Manchester-nedturen

Manchester City røg ud af Europa League i 1/8-finalen trods 3-2-sejr hjemme over Sporting Lissabon.

Først røg Manchester United ud, og et par timer senere blev også Manchester City sendt ud af Europa Leagues 1/8-finaler, selvom det engelske tophold på hjemmebane vandt 3-2 over Sporting Lissabon, der samlet sejrede på reglen om flest scorede udebanemål.

City var bagud 0-2 i returkampen - 0-3 samlet - inden englænderne indledte et comeback, som ikke viste sig at være nok.

Et stort brøl i Manchester fandt allerede sted, inden opgøret blev fløjtet i gang, da stadionspeakeren annoncerede Uniteds exit til Athletic Bilbao og konstaterede, at der nu kun var ét Manchester-hold tilbage i europæisk fodbold.

Brølet blev en time efter forvandlet til en pibekoncert, da Manchester City-spillerne gik til pause bagud 0-2 i returkampen.

Matias Fernandez på et frispark og den hollandske angriber Ricky van Wolfswinkel scorede de to mål for gæsterne, hvilket betød, at Manchester City skulle score hele fire gange for at vinde samlet.

Med en halv time tilbage af kampen reducerede den argentinske angriber Sergio Agüero for Manchester City, hvilket fik hjemmebanepublikummet til at øjne en lille chance igen.

Men trods stor opbakning fra publikum og et kæmpe pres fra City i resten af opgøret blev det ikke til de nødvendige mål.

Mario Balotelli udlignede til 2-2 på et straffespark, og med små 10 minutter igen scorede Agüero til 3-2, og det var altså et mål for lidt.

City-målmand Joe Hart var tæt på at score det afgørende 4-2-mål i de sidste sekunder efter et hjørnespark, men målet udeblev og målmandens hovedstød blev opgørets sidste aktion.

Tyske Schalke 04 kom hjemme bagud 0-1 til hollandske Twente - og dermed 0-2 samlet - inden værterne fik vendt kampen.

Schalkes hollandske angriber Klaas-Jan Huntelaar scorede til 1-1 og 2-1, mens Jermaine Jones nettede til 3-1, hvilket var nok til at sende Schalke videre. Huntelaar rundede dog aftenen af med et hattrick i 4-1-sejren.

Ukrainske Metalist Kharkiv og Atlético Madrid spillede sig ligeledes videre med samlede sejre over henholdsvis Olympiakos fra Grækenland og tyrkiske Besiktas.

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vis alle nyhedsbreve