Norge kan sænke mere mørke over Portugal
06. sep. 2010 14.02 Int. fodboldTanken er ikke umulig: Portugal kan sent tirsdag aften meget vel stå med bare ét point efter holdets to første kampe i EM-kvalifikationen og dermed have foræret Danmark - og Norge - alle muligheder for at snuppe puljens førsteplads.
Portugal møder tirsdag Norge i Oslo, og portugiserne kommer med efterveerne af et chokerende 4-4-resultat på hjemmebane mod Cypern.
De norske landsholdsspillere er klar til at sende Portugal endnu længere ud i mørket. Nordmændene er godt nok fulde af selvkritik over spillet, da de i fredags slog Island med 2-1 på udebane, men optimismen før Portugal-kampen er alligevel stor.
God hjemmebane
På hjemmebane mod traditionelle stormagter har Norge ofte gjort det godt.
- Der er ingen grund til, at vi ikke skal stå med seks point efter de to første kampe. Jeg føler, at vores hold er så godt, at vi bør og kan slå Portugal på vores hjemmebane. De har lige lukket fire mål ind, så bør andre hold også komme til chancer, siger Steffen Iversen til nyhedsbureauet NTB.
- Jeg tror, vi kommer til at møde et hold, der spiller mere, end det var tilfældet i Reykjavik. Det passer os bedre, for så kan vi vinde bolden midt på banen og slå kontra og score ad den vej. Samtidig tror jeg, at vi bliver bedre på vores dødbolde, lyder det fra Steffen Iversen.
Det er noget af den samme analyse, landstræner Egil Drillo Olsen er nået frem til.
- Det uafgjorte resultat mod Cypern fortæller os, at Portugal ikke ved, hvordan de skal håndtere kontrastød, og det kan blive en god ting for os, siger Drillo.
Dansk dommer på banen
Tirsdagens øvrige EM-kvalifikationskampe byder blandt andet på et interessant opgør mellem VM-deltagerne Grækenland og Kroatien. Kampen, der bliver dømt af danske Claus Bo Larsen, er ikke mindst vigtig for Grækenland, der i holdets første kamp kun fik uafgjort mod Georgien, mens Kroatien slog Letland med 3-0.
For Finland er EM-drømmene også kommet på en alvorlig prøve efter fredagens 0-2-nederlag til Moldova. Tirsdag gælder det en endnu sværere opgave ude mod Holland.