Scorede sejrsmål syv minutter inde i overtiden
08. sep. 2010 08.30 Int. fodboldDet kan godt være, at Thomas Kahlenbergs scoring mod Island gjorde ondt på gæsterne i Parken. Men det var bestemt heller ikke sjovt at være fra Liechtenstein og spille EM-kvalifikationskamp i Glasgow i aftes.
Liechtenstein var nemlig godt i gang med at sætte det første point i kvalifikationsgruppe I på kontoen, da Stephen McManus i syv minuttters overtid sørgede for skotsk 2-1 sejr.
I kampens absolutte sidste aktion lagde Barry Robson et hjørnespark ind i feltet, og McManus headede bolden i nettet og sikrede skotterne tre point.
- Det viser, at vi har karakter, at vi bliver ved med at prøve til kampens afslutning. Det var et stort resultat for os - og når man spiller sådan her i fodboldkampe, før man nogle gange, dét man fortjener, siger McManus.
Liechtensteins anfører Mario Frick havde ellers bragt gæsterne i front i det 46. minut på Hampden Park.
Skotland havde ikke et eneste skud indenfor rammen i 1. halvleg, men efter 63 minutter fik Kenny Miller udlignet.
Liechtenstein har nu tabt to kvalkampe på stribe, mens Skotland har fire point efter 0-0 kampen mod Litauen i fredags.