Poulsen: Det er en kæmpe ære
03. sep. 2010 17.03 LandsholdetDet var med stolthed, at Christian Poulsen i dag på et spillermøde fik at vide, han er ny anfører for fodboldlandsholdet.
- Det er en kæmpe ære at få den titel, og jeg er glad for, at trænerne har vist mig den tillid, og jeg håber, jeg kan leve op til det, siger Christian Poulsen til DR Sporten.
Han var dog ikke så overrasket over, at Morten Olsen pegede på netop ham som afløser for Jon Dahl Tomasson.
- Måske er det en naturlig udvikling. Jeg startede på landsholdet helt grøn og har været en fast del i snart ni år, så jeg kender gruppen godt. Valget har nok stået mellem os, der har været med i lang tid. Vi har et spillerråd, hvor jeg er sammen med Daniel Agger og Thomas Sørensen, så det var nok naturligt, det blev en af os, vurerer Poulsen.
Umiddelbart tror han dog ikke, det vil gøre den store forskel i landsholdslejren.
- Jeg bliver ved at være mig selv, og det er nok også derfor, de har peget på mig. Men det kræver, at jeg tager ansvar. Når der kommer nye spillere ind, er det vigtigt at være åben overfor dem. Ellers tager jeg det stille og roligt og ser, hvad der sker, siger Christian Poulsen, der kan gå på banen med sin nye titel på tirsdag til EM-kvalifikationskampen mod Island.