Sørensen: Lidt skuffet skal man være
03. sep. 2010 20.16 LandsholdetValgte faldt på Christian Poulsen, men det kunne ifølge landstræner Morten Olsen ligeså godt have været Daniel Agger eller Thomas Sørensen, der var blevet Danmarks nye anfører.
Derfor ærgrede det da også Thomas Sørensen en smule, at han blev forbigået.
- Lidt skuffet skal man vel være. Men jeg accepterer det fuldt ud. Kun en kan bære anførerbindet, men det er klart, det er også en drøm for mig at være anfører på det danske landshold. Men i sidste ende spiller man for holdet, så det ændrer ikke på mit spil. Jeg vil stadig tage ansvar og gå forrest, siger Thomas Sørensen til DR Sporten.
Han mener både han selv, Daniel Agger og den nye anfører Christian Pousen besidder kvaliteterne.
- En god anfører er en vinder, som går forrest, og så må det gerne være et klogt hoved uden for banen, når der skal træffes beslutninger. Det er også rigtigt vigtigt, så Christian er et rigtig godt valg, understreger Thomas Sørensen.