Olsen: Ikke kønt, men fortjent
07. sep. 2010 22.26 LandsholdetDet holdt hårdt, da Danmark besejrede Island i Parken med 1-0 på en sidste øjebliks scoring af Thomas Kahlenberg. Men landstræner Morten Olsen var godt tilfreds, med det han så.
- Det blev en svær kamp, som sådan nogle kan blive. De forsvarede sig godt og var også farlige på nogle dødbolde. Men vi havde god kontrol og i selve spillet var de ikke farlige.
- Vi burde have lukket kampen i 1. halvleg, hvor vi havde flere chancer. Og efter pausen kom flere, siger landstræneren til DR Sporten.
Han var selvsagt særdeles glad for Thomas Kahlenbergs overtidsscoring.
- Det var utroligt forløsende. Sådan en kamp som den her skal vi jo vinde, men alle hold kender også til 0-0 kampe. Men vi viste stærkt mentalitet og fightervilje. Det var ikke alt, der var lige kønt, men der var også gode kombinationer især i 1. halvleg, siger Morten Olsen.
Nu kan han og holdet forberede sig på efterårets to øvrige opgaver i EM-kvalifikationen - ude mod Portugal og hjemme mod Cypern.
- De tre point i aften betyder utroligt meget. Vi skal vinde vores hjemmekampe, og nu kan vi forhåbentlig gå ned og tage point i Portugal lige som sidst og komme tilbage i Parken og slutte efteråret godt af, siger landstræneren.