Olsen har ikke planer om at stoppe
09. sep. 2010 08.42 LandsholdetMens den engelske landstræner Fabio Capello har meldt ud, at han går på pension efter EM i 2012, så har Morten Olsen endnu ikke besluttet at sætte punktum der. Ifølge BT vil Danmarks landstræner endnu ikke afvise en forlængelse af sin kontrakt som, udløber efter EM.
- DBU skal tage stilling til det, og det skal jeg også. Det har endnu ikke været noget tema mellem os. Nu er vi lige i starten af en kvalifikationsturnering, og når man er i starten af noget, er det ikke tidspunktet til at spekulere på, hvor vi ender henne. På et tidspunkt skal vi tale om det, men det er bare ikke lige nu, siger Morten Olsen.
I DBU er meldingen nogenlunde den samme. Ingen døre er lukket, og en forlængelse afhænger for deres vedkommende om, hvordan det sportslige forløber i den kommende tid.
- Jeg vil ikke udelukke det, for ligesom de andre gange, vi har forlænget, så har det afgørende været, hvordan den seneste periode har forløbet, siger generalsekretær Jim Stjerne Hansen.