Lektor: Usædvanlig høj pris for interview
20. jan. 2012 20.52 LandsholdetDet er opsigtvækkende og usædvanligt, at baneløberen Ronni Nørvig angiveligt har fået 100.000 kroner for at deltage i et interview med Kanal 5 om sin optræden i Parken i 2007. Men betaling af kilder vil ikke vinde indpas i den troværdige presse.
Det vurderer Mark Ørsten, lektor i journalistik på RUC. Oplysningen om de 100.000 kroner stammer fra Dansk Boldspil Union, som hævder at have set kontrakten i forbindelse med det forlig om erstatning, DBU har indgået med Ronni Nørvig.
- Der er da ret mange penge. Men det kommer lidt an på, om det er til et normalt journalistisk program eller et realityprogram og den slags, hvor der jo sagtens kan være penge og kontrakter involveret, uden at vi ved særlig meget om det, siger Mark Ørsten.
- Det er bestemt noget, de kommercielle stationer allerede gør og vil gøre i stigende omfang, når de laver krimiprogrammer og køber sig adgang til kilder. Men jeg tror ikke, det er noget, som vil komme til vores dagblade og nyhedsmedier, siger Ørsten.
Han tilføjer galgenhumoristisk, at danske medier for tiden også er så hårdt pressede, at de ikke har penge til at betale kilder for at medvirke.
I Storbritannien er det langtfra unormalt, at boulevardpressen betaler for oplysninger og kilders medvirken.
- Men det er blade, som både har midlerne til og ønsket om at skaffe oplysninger om hvad som helst til næsten en hvilken som helst pris. Vi har ikke noget i Danmark, der måler sig med den britiske tabloidpresse, siger Mark Ørsten.
Informationschef Jesper Jürgensen fra Kanal 5 vil hverken be- eller afkræfte, at Ronni Nørvig fik 100.000 kroner for at medvirke.
- Det må stå for DBU's regning. Vi kommenterer ikke kontrakter, som er indgået mellem produktionsselskaber og deltagere i programmer, siger han.
Ronni Nørvig blev i byretten dømt til at betale DBU næsten 1,9 million kroner i erstatning. Ved fredagens forlig blev beløbet sat ned til 250.000 kroner.
/ritzau/