Morten Olsen havde gerne undgået Mtiliga-sagen

Landstræneren kalder episoden mellem ham og Patrick Mtiliga for en "kedelig" oplevelse i 2012.

Når Morten Olsen ser tilbage på 2012, så er den opsigtvækkende sag mellem ham og FC Nordsjælland-spilleren Patrick Mtiliga noget, som fodboldlandstræneren gerne ville have været foruden.

- Det var en meget overraskende og meget kedelig sag for alle parter. Jeg har aldrig været udsat for det før. Mere er der ikke at sige om den sag.

- Selvfølgelig havde jeg gerne været den foruden. Jeg har aldrig oplevet noget lignende før, siger Morten Olsen om sagen, der opstod i forbindelse med VM-kvalifikationskampen mod Italien i Milano i oktober.

Her var venstrebacken bænket til at begynde med, men da Simon Poulsen - som var blevet efterudtaget til opgøret - skadet meldte fra kort før kampstart, blev Mtiliga bedt om at gøre sig klar.

Derefter begyndte balladen, da Mtiliga svarede, at han ikke følte sig helt klar. Morten Olsen sendte straks Mtiliga ud af omklædningsrummet og op på tribunen.

Efter det danske 1-3-nederlag fortalte landstræneren omverdenen, at Mtiliga var færdig på landsholdet, så længe Morten Olsen sad ved roret.

Mange mandskabsplejere

Efterfølgende er der blevet debatteret, om mandskabsplejen på landsholdet er god nok, eller om Mtiliga bare var tøsefornærmet, fordi han "følte sig forbigået og ikke værdsat nok".

Morten Olsen vil ikke tale om Mtiliga-sagen mere, men siger generelt om mandskabspleje, at "den selvfølgelig er vigtig".

- Mandskabspleje er mange forskellige ting, og et trænerjob på det niveau, hvor jeg bevæger mig, er ikke noget one-man-show.

- Mandskabspleje er afhængig af mange forskellige faktorer. Ikke kun dig selv som ansvarlig, men også alle mulige andre mennesker, også inklusiv spillerne selv.

- Jeg har fem-seks trænere omkring mig, som også er en del af mandskabsplejen. Selv massøren, lægen og folk, der er omkring holdet, tager del i mandskabsplejen, siger Morten Olsen.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen:

    Tag dr.dk Sporten med dig

    Få dagligt nyt fra DR Sporten.

    Vis alle nyhedsbreve