Var man blandt den trofaste skare af hårdtprøvede fodboldfans, der i aftes blændede op for træningskampen mellem Makedonien og Danmark, så sad man formentlig midt i den dybe afmagt og savnede et kraftværk og en styrmand på den danske midtbane. En mand, der er begge de ting, er Hannover 96-spilleren Leon Andreasen.
Han er desværre ude med (endnu) en skade i øjeblikket. Denne gang er det en korsbåndskade, der har sat Andreasen ud af spillet. Et spil, som Andreasen dog forventer at vende tilbage til inden for en overskuelig fremtid.
- Vi spiller mod Bayern München på et tidspunkt i april, tror jeg. På hjemmebane. Det kunne være meget sjovt. Jeg håber lidt på slutningen af april, lyder det fra Leon Andreasen om tidspunktet for et comeback, da DR Sporten besøger ham i Dragør, hvor Hannover-spilleren i øjeblikket er til genoptræning.
Andreasens hukommelse svigter ham ikke. Hannover 96 møder Bayern München den 20. april på hjemmebane. En tilbagevenden til Bundesligaen er dog ikke det eneste, der giver Leon Andreasen motivation i genoptræningen.
Står det til den korsbåndskadede midtbanefighter, så kommer der et sted ude i fremtiden til at stå flere landskampe end de nuværende 16 ud for hans navn.
- For mig er landsholdet den ultimative gulerod. Det vil det altid være en ære for mig at spille for. Landsholdet er også et mål på et eller andet tidspunkt, siger Andreasen, der påpeger, at han da også har tiden foran sig.
- Jeg tror stadig, jeg har et par gode år i mig. Så gammel er jeg heller ikke endnu.
Leon Andreasen fylder 30 den 23. april. Det er tre dage efter det hjemmebaneopgør mod Bayern München, som han altså kæmper hårdt for at blive klar til.
Se hele indslaget med Leon Andreasen i klippet over artiklen her.