Laudrup efter storsejr: Næsten alt gik godt

Swansea-manager Michael Laudrup er meget tilfreds med sit holds indsats i 4-1-sejren over Queens Park Rangers.

Det er en yderst tilfreds Michael Laudrup, der gør status på sit hold, Swanseas, 4-1-hjemmesejr over bundproppen Queens Park Rangers i Premier League.

- Næsten alt gik godt. Generelt spillede vi rigtig godt. Det var en fantastisk første halvleg, og det blev til fire mål og tre point.

Se interviewet med Michael Laudrup her.

- Alt var godt bortset fra Chico Flores' skade. Vi ved endnu ikke, hvor alvorligt det er, siger Laudrup til Sky Sports med henvisning til sin spanske forsvarsgeneral, der måtte skiftes ud med en skade.

Swansea har i sine to ligakampe mod QPR i denne sæson samlet sejret med 9-1, efter at waliserne i første spillerunde udraderede London-holdet med 5-0.

- Vi spillede mod et hold, som er i krise, fordi de ligger nummer sidst. Vi vidste, at de havde købt nogle spillere, og at de stadig skal lære hinanden at kende, og så er det meget vigtigt at flytte bolden rundt.

- Jeg synes, at vi fik flyttet bolden godt rundt de første 45 minutter. Vi scorede to mål, og vi kunne have scoret et par stykker til, lyder det fra danskeren.

Om to uger venter Liga Cup-finalen på Wembley mod upåagtede Bradford fra den fjerdebedste engelske række.

Men selvom der er en titel og en billet til Europa League på spil, så synes Laudrup ikke, at Swansea-spillerne mister fokus i forhold til Premier League.

- Det er en mulighed at miste fokus, men vi har stadig ting at gøre i ligaen. Jeg synes, at holdet viste, at de lige nu fokuserer 100 procent på ligaen, siger Laudrup.

/ritzau/

  • Print
  • Del artiklen: