United tættere på mesterskab nummer 20

Manchester United tordner af sted mod den 20. ligatitel i klubbens historie. United har nu hele 12 point ned til Manchester City på andenpladsen.

Manchester United tordner af sted mod den 20. ligatitel i klubbens historie. På hjemmebane hev de søndag tre point hjem i en 2-0-sejr mod Everton. Manchester United har nu hele 12 point ned til Manchester City på andenpladsen, der lørdag dummede sig og tabte 3-1 til Southampton.

Manchester United startede kampen med noget der mindede om et overfald på Everton, der blev presset helt i bund. Efter et par minutters spil lignede det dog, at Everton havde fået taget det værste af Uniteds pres af, men det var kun for en kort bemærkning.

For efter 9 minutter kom den første store chance i kampen, og den tilfaldt Uniteds hollandske topscorer Robin Van Persie, der blev spillet fri i højre side af feltet. Den normalt så knivskarpe angriber rundede Tim Howard i Everton-målet, men højrebenet svigtede og så endte bolden på stolpen.

Så var der straks mere kvalitet over det, da en anden venstrebensspiller, Ryan Giggs, forsøgte sig med højrepoten fem minutter senere. En høj bold blev spillet frem på Antonio Valencia, der headede bolden videre til Van Persie. I stedet for selv at hugge til den, skubbede Van Persie bolden videre til en helt fri Ryan Giggs. Den walisiske veteranen svigtede ikke, og lagde iskoldt bolden i kassen via stolpen med en kontrolleret indersideafslutning. Dermed kom Giggs op på 113 mål i 651 ligakampe.

Efter 29 minutter kom første reelle mulighed til Everton. En halvflugter fra distancen fra Leon Osman, der pressede David de Gea i United-målet ud i fuld længde. Det efterfølgende hjørnespark var tæt på at give United alvorlige problemer. Trods tæt opdækning af Evertons luftkonge Marouane Fellaini – der nærmest blev mandsopdækket af Phil Jones i kampen – kom den belgiske stjerne alligevel først på indlægget, og fik lagt bolden af til en medspiller, hvis afslutning dog blev blokeret af United-forsvaret.

Fellaini og Jones klædte i øvrigt hinanden rigtig godt, og skabte sammen stor underholdning for alle fodboldfans med en svaghed for hårde nærkampe.

Den halve chance ved hjørnesparket blev startskuddet til en rigtig god periode for Everton, der var det bedst spillende hold resten af halvlegen. Ikke desto mindre fik United puttet en mere ind lige inden pausen, da Evertons offsidefælde svigtede totalt og Van Persie blev spillet helt alene igennem med Tim Howard.

Van Persie valgte igen at runde Howard, og denne gang var hollænderen noget mere heldig med sin afslutning. Evertons Johnny Heitinga var således flink til at glide bolden det sidste stykke ind over stregen efter Van Persies halvsløje afslutning.

Starten på anden halvleg blev ganske stilfærdig, og efter 56 minutter blev der skruet yderligere ned for underholdningsværdien i opgøret, da en skadet Phil Jones ikke var i stand til at fortsætte de herlige nærkampe med Fellaini længere. Ind kom i stedet Michael Carrick, mens Everton skiftede Nikica Jelavic ind for den ligeledes skadede Victor Anichebe.

Efter 66 minutter var det endog meget tæt på at blive 3-0 til Manchester United. Først efter en runde klumpspil i Evertons felt, hvor bolden fløj rundt på pinball-manér og kort efter på en forrygende flugter af Tom Cleverly. Tim Howard fik dog vippet bolden over med en strålende redning.

United trak sig længere tilbage på banen og var i fuld kontrol i resten af kampen. En enkelt skævert fra Robin Van Persie, der trods sin scoring ikke spillede nogen stor kamp, blev det dog til efter 80 minutter. Den kom efter fint forarbejde af Ryan Giggs, der kampen igennem på ingen måde lignede en mand tynget af sine 39 år.

Med 2-0-sejren er United 12 point foran Manchester City på andenpladsen. City tager i næste runde imod Chelsea, mens Manchester United skal på besøg hos bundproppen Queens Park Rangers. Der resterer 12 runder af årets Premier League.

  • Print
  • Del artiklen: