Chelsea smadrede Sunderland
16. jan. 2010 17.59 PremiershipBåde Chelsea og Manchester United hentede lørdag pligtsejre på hjemmebane i Premier League mod henholdsvis Sunderland og Burnley.
Dermed er der status quo i toppen af rækken, som Chelsea fører med et point ned til United.
Chelsea har dog en kamp til gode, og bedømt ud fra lørdagens kampe, er det også de blå fra London, som står med de bedste mesterskabskort på hånden.
Smæk til Sunderland
På Stamford Bridge gav Chelsea nemlig Sunderland en regulær sæk, da holdet imponerede og vandt med 7-2.
Sejren blev grundlagt allerede efter otte minutter ved Nicolas Anelka, og efter godt en halv times spil var enhver tvivl om kampens udfald væk, da der stod 4-0 på måltavlen.
Florent Malouda, Ashley Cole og Frank Lampard scorede for hjemmeholdet.
Efter pausen kom også Michael Ballack på tavlen, inden den hollandske veteran Boudewijn Zenden reducerede.
Nicolas Anelka scorede til 6-1 for Chelsea, der dermed beviste, at holdet sagtens kan score mål uden topscorer Didier Drogba, der spiller African Cup of Nations for Elfenbenskysten.
I kampens sidste minutter gik det så fuldstændig op i hat og briller, da Frank Lampard og udeholdets Darren Bent scorede til slutresultatet.
Dimitar Berbatov har scoret til 1-0 i Manchester Uniteds 3-0-sejr over Burnley.
"Bæstet" kunne ikke holde United væk
På Old Trafford var Manchester United knap så imponerende, da holdet slog Brian "The Beast" Jensen og Burnley med 3-0.
Der skulle gå mere end en time før først Dimitar Berbatov og kort efter Wayne Rooney scorede for de seneste tre års engelske mestre. Ved begge scoringer var Brian Jensen chanceløs.
Selvom United op til scoringerne havde kæmpe chancer og gode forsøg ved blandt andet Berbatov og Nani, så kom Burnley også frem til deres gode del af chancer.
Enhver tvivl om kampens udfald blev dog fjernet i kampens overtid, da senegaleseren Mame Biram Diouf lukkede til 3-0.
Burnley ligger på papiret fint i tabellen på en 15. plads, men der er kun to point ned til nedrykningsstregen.