Stille transfervindue i Europa
01. feb. 2012 17.35 De engelske Premier League-klubber har tilsammen handlet spillere for lige over en halv milliard kroner i januars transfervindue.
Det er 70 procent mindre end sidste år, og nedgangen falder sammen med Uefa's implementering af et økonomisk fair play-regelsæt, der skal begrænse klubbernes mulighed for at gældsætte sig ved spillerindkøb, oplyser revisionsfirmaet Deloitte ifølge Reuters.
- De 60 millioner pund, som er blevet brugt i januar, er enslydende med niveauet fra 2004 til 2007. Men det er stadig mere end, hvad der er blevet investeret i nogen anden europæisk topliga, siger Dan Jones fra Deloitte.
Overhængende trussel
Det europæiske fodboldforbund, Uefa, kræver, at klubberne begrænser deres økonomiske tab over de næste tre år, hvis de vil undgå at blive ekskluderet fra ar deltage i Champions League og Europa League.
- Fokus på fodboldens finansielle holdbarhed er mere fremtrædende i Europa i øjeblikket end på noget andet tidspunkt de seneste 20 år, siger Dan Jones.
Chelsea, Newcastle og Queens Park Rangers er de Premier League-klubber, der spenderet mest i januar.
Også i Spanien har transfervinduet været særdeles stillestående i forhold til tidligere år. Her har klubberne bare realiseret otte spillerhandler og 19 udlejningsaftaler, skriver sportsavisen Marca.