Tevez åbner selv op for City-comeback
13. feb. 2012 20.18 Det argentinske problembarn Carlos Tevez udtrykker sig positivt om muligheden for at vende tilbage til Manchester City.
Klubbens manager, Roberto Mancini, åbnede for halvanden uge siden op for, at Tevez igen kan komme til at spille for Premier Leagues førerhold.
- Hvis det er oprigtigt ment, så vil jeg selvfølgelig gerne, siger Carlos Tevez ifølge BBC til Fox Sports i Argentina.
Carlos Tevez har været ude i kulden i Manchester City, siden han i efteråret afviste at lade sig skifte ind i en Champions League-kamp mod Bayern München.
Det fik Roberto Mancini til at sige, at han ikke ville benytte Carlos Tevez igen. Men det synspunkt har den italienske manager siden revideret.
- Hvis jeg begik en fejl, så siger jeg undskyld. Jeg mener oprigtigt ikke, at jeg gjorde noget forkert, siger Carlos Tevez.
Han har hævdet, at hele situationen om den manglende indskiftning udsprang af en misforståelse.
Carlos Tevez blev i det seneste transfervindue rygtet til adskillige klubber, blandt andre AC Milan i Italien, men det lykkedes ikke at afsætte argentineren.