AC Milan henter Balotelli

Manchester City sælger Mario Balotelli til AC Milan. Det oplyser Serie A-klubbens chef på Twitter.

Manchester City sælger Mario Balotelli til AC Milan. Det oplyser Serie A-klubbens egen tv-kanal, skriver Reuters.

- Transfer-aftalen for Balotelli er underskrevet med Manchester City. I morgen venter lægetjekket i Milan, skriver Milan-chef Umberto Gandini på Twitter.

Ifølge hjemmesiden goal.com lægger AC Milan 20 millioner euro (149 mio. kroner) fordelt over fem år for Balotelli. Angriberen må ifølge hjemmesiden nøjes med fire millioner euro om året - og selv om det lyder som en pæn hyre, skal der være tale om lidt af en lønnedgang i forhold til hans nuværende aftale hos City.

Den 22-årige angriber har været i City i to et halvt år. Han skiftede til den engelske klub fra Inter, hvor han slog igennem.

Han ventes at skrive under på en fire-årig aftale med AC Milan. Allerede i går skal han have sagt farvel til klubkammeraterne i City og skal nu blot bestå lægetjekket, før skiftet er på plads.

Manchester City manager Roberto Mancini har haft flere problemer med sin iltre angriber i denne sæson - bl.a. et fysisk sammenstød under træningen.

Mancini er vendt på en tallerken

I sidste uge sagde Mancini, som flere gange har ytret sin frustration over Balotellis manglende disciplin, følgende:

- Mario har tre år tilbage af sin kontrakt. Vi har ikke nok spillere i vores trup. Vi har 18 spillere, og vi kan ikke sælge nogen, men der er altid spørgsmål angående Mario.

Mancini har flere gange udtalt, at han ikke vil af med Balotelli, selvom angriberen ofte giver ham hovedpine. Men nu har han eller klubbens ledelse altså ændret mening.

Balotelli er kun startet inde i syv kampe for City i denne sæson og har blot scoret ét mål i Premier League. Inden tiden i City spillede Balotelli for en anden Milano-klub - nemlig Inter.

  • Print
  • Del artiklen: