Hvad er lidt racisme mellem venner, synes at være argumentet fra Silvio Berlusconis lillebror Paolo, der for nylig trådte ud af sin mere berømte storebrors skygge med bemærkningen ’Lad os tage hen og se familiens lille neger` om AC Milans nyindkøb Mario Balotelli.
Den bemærkning er siden gået verden rundt, men Paolo Berlusconi, der er vicepræsident i AC Milan, kalder pressens interesse for bemærkningen ’åndssvag’.
- Jeg har talt med Balotelli, men det var der i virkeligheden ingen grund til. Balotelli er en klog dreng, og han forstod godt, at det var en kærlig bemærkning, der satte gang i alt det her mediepostyr. Lad os komme videre. Mario fortalte mig, at der ikke var grund til at sige mere om det, siger Paolo Berlusconi til AC Milans egen TV-kanal.
Paolo Berlusconis ’familiens lille neger’-kommentar faldt på dagen for Mario Balotellis debut for AC Milan, hvor den talentfulde angriber scorede begge mål, da Udinese blev besejret 2-1.
AC Milan har efterfølgendende offentliggjort et billede på deres hjemmeside, der viser Balotelli og Paolo Berlusconi sammen i højt humør.
