preload loader
Landsholdsspilleren Jesper Grønkjær skifter fra tyske VfB Stuttgart til FCK

Jesper Grønkjær er kommet hjem til Danmark for at blive.

Foto: Peter Elmholt © Scanpix

 

Skrevet af: Jens Gjesse Hansen

 

FCK henter Jesper Grønkjær hjem

23. jun. 2006 11.19 Superliga

FC København henter Jesper Grønkjær hjem til dansk fodbold. Den danske landsholdsspiller blev præsenteret ved et pressemøde i Parken i dag.

Den 28-årige dansker har fået en fire-årig kontrakt hos de forsvarende danske mestre.

- Efter otte år i udlandet er det en stor beslutning at tage hjem, men skulle det være, så skulle det være nu. Og FCK er et oplagt valg. Det er en klub, hvor der er højt til loftet og plads til store armbevægelser. Og så er det en klub, der har store ambitioner i Europa, og jeg kan forhåbentlig være en forstærkning til holdet og give spillet nogle dimensioner, det ikke har haft tidligere, siger Jesper Grønkjær.

Jesper Grønkjær kommer til at spille med nummer 10 på ryggen i FCK.

Jesper Grønkjær kommer til at spille med nummer 10 på ryggen i FCK.

Foto: Peter Elmholt © Scanpix

Han tog først beslutningen om at vende hjem efter mange samtaler med cheftræner Ståle Solbakken og landstræner Morten Olsen.

- Samtalerne med både Morten Olsen og Ståle Solbakken har været vigtige. Jeg har stadigvæk ambitioner om at spille med på landsholdet og være blandt de elleve startere. Samtidig har det også været vigtigt for mig at vide, hvad Ståle ville med mig, og hvordan han ville bruge mig. Det skulle være rigtigt denne gang, sagde Grønkjær.

Solbakken: Han har det, vi mangler
FCKs bestyrelseformand konstaterer, at 'det er en stor dag for klubben' og fortæller, at klubben har jagtet Grønkjær i lang tid. Han har således stået på Ståle Solbakkens ønskeliste, siden nordmanden overtog trænersædet for et halvt år siden.

Ståle Solbakken mener da også, at Grønkjær er lige dén mand, klubben mangler.

- I mine øjne har han de spidskompetencer vi mangler: Han er gennembrudsstærk, har stor international rutine, kan spille i både højre og venstre side og han kommer til at passe glimrende ind i vores system, siger cheftræneren.

Jesper Grønkjær får spillertrøje nummer 10 og starter træningen sammen med sine nye holdkammerater allerede på mandag.

Fakta om Grønkjær

  • Født: 12. august 1977.
  • Højde: 1,87 meter.
  • Vægt: 73 kg.
  • Klub: FC København
  • Tidligere klubber:
    AaB, Ajax, Chelsea, Birmingham, Atletico Madrid, Stuttgart..
  • Titler:
    Mesterskab: AaB (1995), Ajax (1998).
    Pokal: Ajax (1998, 1999).

Turbulente år
Klubskiftet skal få den danske landsholdswing tilbage på sporet efter et par turbulente sæsoner. I 2004 skiftede han fra Chelsea til Birmingham. Efter et halvt år gik turen til Atletico Madrid, hvorfra han for et år siden skiftede til Stuttgart.

Han har spillet i udlandet, siden han skiftede fra AaB til Ajax i 1998. Men nu er han altså tilbage i Superligaen. 'Back for good', hvis man skal tro hovedpersonen selv:

- Det har altid været min mening at opfylde mine kontrakter, men der har været forskellige problemer de steder, hvor jeg har været. Jeg er ikke taget hjem til Danmark for at tage afsted igen. Jeg er kommet hjem for at blive og for at skabe en hverdag herhjemme, siger Grønkjær.

Fik debut mod FCK
Jesper Grønkjær har spillet 60 kampe på det danske landshold, hvor han fik debut i 1999. Siden da er det blandt andet blevet til en VM-slutrunde i 2002 samt to EM-slutrunder i 2000 og 2004.

Han startede sin karriere i hjembyen Thisted. Som ynglingespiller skiftede han til AaB og fik kort tid efter sin debut som 17-årig på AaBs førstehold i en Super Cup kamp mod F.C. København i 1995.

I 1998 skiftede han til den hollandske storklub Ajax Amsterdam og nåede 75 kampe for klubben, inden Chelsea FC købte ham fri for en rekordhøj pris i 2000. Frem til 2004 spillede han 120 kampe for den nuværende engelske mesterklub. Siden da er turen som nævnt gået over Birmingham FC, Atletico Madrid og VfB Stuttgart.

Send eller anbefal link

 



Ugens mest læste

Træner: Brøndbys største talent forlader os

7. feb. 2012 14:09

Brøndby må lade den blot 15-årige forsvarsspiller Andreas Christensen forlade klubben til fordel for Chelsea. Han bliver sammenlignet med Daniel Agger.

 

Ugens mest læste

Udlejet FCK-forsvarer droppes i Sverige

8. feb. 2012 11:02Superliga

FCK's Peter Larsson har været lejet ud til Helsingborg, der nu melder ud, at de er ved at sikre sig en midterforsvarer - og der er ikke tale om Peter Larsson.

 

Ugens mest læste

Brøndby fandt målet mod Brønshøj

8. feb. 2012 19:44Superliga

Brøndby har varmet op til anden halvsæson i Superligaen med en 5-0-sejr over Brønshøj fra 1. division.

 
 

 
 
 
Du er her: dr.dk > Sporten > Fodbold > Superliga

© Copyright DR 2012. Materialet må ikke gengives uden tilladelse jævnfør lov om ophavsret.