Sønderjyske mister sportsdirektør
11. mar. 2010 10.01 Superliga
Opdat.: 11. mar. 2010 11.49Jacob Gregersen er ikke længere sportsdirektør i superligaklubben Sønderjyske. Han har sagt sin stilling op, da han og klubben ikke kan blive enige om kursen frem mod succes.
- Klubben og jeg kan ikke rigtig blive enige om, hvad der skal til for at manifestere os i Superligaen og hen ad vejen have andre målsætninger end bare at overleve, siger Jacob Gregersen til Ekstra Bladet.
Spillerne chokerede
Torsdag morgen tog Jacob Gregersen konsekvensen af det - for ham - utilfredsstillende arbejdsmiljø og meddelte kollegerne i Sønderjyske, at han stopper i jobbet. Først fik trænerstaben beskeden, hvorefter Gregersen gik i omklædningsrummet og talte til en chokeret spillertrup, skriver Ekstra Bladet.
- Det var ikke rart at stå der foran alle de mennesker, som har knoklet så vanvittig hårdt for mig og for klubben. Vi har været sammen om det projekt, det har været at få os op i Superligaen og mod alle odds klare os rigtig godt i halvanden sæson, siger Gregersen til avisen.
Han afviser at have et andet job på hånden.
SønderjyskE har udsendt en pressemeddelelse om sagen, hvor bestyrelsesformand Claus Guldager siger, at der ikke er dramatik i skilsmissen.
- Vi har haft nogle konstruktive drøftelser om fremtiden. Her er vi ikke nået til enighed om betingelserne, hvorfor vi i enighed har valgt at skilles. I bestyrelsen vil vi nu bruge den nødvendige tid på at løse udfordringen med at finde en ny sportsdirektør til landsdelens SAS Ligahold, siger Claus Guldager.