Makienok: Brøndby har altid været min klub
28. jan. 2012 13.24 SuperligaMed skiftet fra HB Køge til Brøndby føler Simon Makienok Christoffersen, at han har fundet sin rette hylde.
- Igennem forhandlingerne har det hele tiden været min mavefornemmelse, at det her var det eneste rigtige for mig. Det har været nogle lange uger, og jeg er lykkelig for, at det lykkedes til sidst, siger Simon Makienok til DR Sporten.
Han har tidligere tilbragt meget tid på Brøndby Stadion på tribunen - og ser nu frem til at være med på banen.
- Brøndby har altid været min klub. Jeg har altid holdt med dem. Jeg har jo selv stået på tribunen og heppet på dem, der løb ind på banen - derfor bliver det fantastisk, at det nu er mig, der er inde på banen, siger han.
Han er lige vendt hjem fra ligalandsholdets tur til Thailand, hvor han scorede to mål og fik roser fra Morten Olsen. Landstræneren sagde for et par dage siden, at Makienok burde skifte klub for at kunne udvikle sig som fodboldspiller.
- Jeg lytter selvfølgelig til, hvad Morten siger. Og han har samme mening, som jeg selv har - at jeg skulle tage et skridt højere op. Det var dejligt at få den holdning bekræftet af ham, siger Simon Makienok.
I Brøndby bliver han genforenet med træner Auri Skarbalius, og han har skrevet en kontrakt på hele 4½ år. Den 200 cm høje angriber har spillet 18 landskampe for de danske U-landshold og tre for ligalandsholdet. Han har de seneste to sæsoner spillet 27 kampe for HB Køge og scoret seks mål. I Brøndby kommer han til at spille med trøje nummer 9.