AGF blev reddet af drømmehug i sidste sekund

Silkeborg lignede et hold på vej mod den tredje udebanesejr i træk, men et drømmehug af den 19-årige Jens Jønsson reddede æren for AGF på hjemmebanen til sidst. Kampen sluttede 3-3

Med Aron Johanssons scoring efter 28 minutter var der ellers ikke meget, der tydede på, at Silkeborg skulle komme i nærheden af at få point med hjem.

Det var islændingens 14. mål i sæsonen, og han indhentede samtidig FC Københavns Andreas Cornelius på topscorerlisten. Gode nyheder, skulle man mene, men det virkede nærmest til at hæmme hjemmeholdet, mens Silkeborg for alvor kom ind i kampen efterfølgende.

AGF's Mikkel Kirkeskov viste sig fra sin gavmilde side, da han upresset valgte at tage en bold ned i eget felt ved hjælp af hånden. Det så dommer Michael Tykgaard, og det straffespark, han fløjtede for, var der ingen, der kunne brokke sig over.

Jesper Mikkelsen omsatte det sikkert til det udlignende mål. Målmand Steffen Rasmussen var også prisgivet efter pausen på et frispark fra selvsamme Jesper Mikkelsen, der på fornem vis drejede et frispark i mål til føring.

Selv efter at have sat føringen over styrs haltede AGF bagefter, og havde svært ved at få lagt pres på Silkeborg.

Silkeborg udnyttede til gengæld en omstilling, hvor tyskeren Marvin Pourié slap alene igennem og køligt lagde bolden ind bag Steffen Rasmussen.

Først med Petri Pasanens reducering fem minutter før tid kom det forventede pres, og først i de allersidste sekunder lykkedes det for AGF at sikre det uafgjorte resultat.

Marvin Pourié fik sine holdkammerater til at glemme alt om den scoring, han havde bidraget med, da han valgte at forsøge sig med et indlæg i en situation, hvor han kunne have trukket de sidste sekunder ud ved at løbe mod hjørnet.

I stedet fik AGF tid til et sidste angreb, og der tog Jens Jønsson chancen udefra på en nedfaldsbold, og den 19-årige spiller ramte den direkte bagi og så så han bolden hamre ind i hjørnet bag Lasse Heinze, der indkasserede en værdig kandidat til årets mål.

For Silkeborg sad Henrik 'Tømrer' Pedersen på bænken for sidste gang, og AGF sagde farvel til Søren Berg, der takkede af med sin sidste optræden for klubben.

  • Print
  • Del artiklen: