Mikkel Beckmann tager til Cypern

De sidste formaliteter er faldet i hak i Mikkel Beckmanns overgang fra Superligaen til Cypern.

FC Nordsjællands sportschef Jan Laursen bekræfter over for bold.dk, at aftalen med den cypriotiske klub Apoel FC er underskrevet.

Dermed skal Mikkel Beckmann de næste to et halvt år tørne ud for den klub, der i 2009 sendte FC København ud af kvalifikationen til Champions League.

- Mikkel kom hertil for at tage et skridt videre, og det har vi været indstillet på at hjælpe ham med.

- Det har han gjort her, og nu er han så tage skriftet videre til Apoel, der har været i kvartfinalen i Champions League, siger Jan Laursen til bold.dk.

Det bliver Mikkel Beckmanns første udlandskontrakt efter at have spillet for Lyngby, Randers og altså senest FC Nordsjælland, som han var med til at gøre til mester sidste år.

Mikkel Beckmann spillede også en vigtig rolle i klubbens Champions League-kampe i efteråret.

  • Print
  • Del artiklen: