Avis: Woods vil spille i Arizona
05. feb. 2010 14.21 GolfDer er mange rygter om, hvornår Tiger Woods vender tilbage fra sin selvvalgte pause.
Nu tyder meget på, at det kan ske allerede den 17. februar. BBC skriver, at han kan få comeback ved WGC Match Play Championship i Arizona.
- Rygterne om hans comeback er opstået i Australien, og selv om det ville være overraskende, så siger en troværdig kilde, at han spiller i Arizona, siger BBC's golf-reporter Iain Carter.
Den 12. december meddelte Woods, at han ville holde pause på ubestemt tid for at få styr på sit privatliv. Hans sidste turnering var Australian Masters i Melbourne, som han vandt den 15. november.
12 dage senere kørte han galt i sin bil udenfor sit hus og så rullede lavinen, der resulterede i, at han indrømmede at have været sin kone utro.
De 64 bedste spillere i verden er automatisk kvalificeret til Match Play-turneringen. De skal inden den 12. februar have meddelt arrangørerne, om de ønsker at deltage.
Avisen Melbourne Herald Sun skriver, at Woods' bagland har snakket med arrangørerne i Arizona om, hvorvidt amerikaneren kan deltage i turneringen.
Hvis Woods vil deltage kræver det nok lidt ekstra ressourcer hos arrangørerne, der kommer til at stå overfor et massivt presseopbud.