Viborg vandt Champions League
16. maj 2009 18.05 HåndboldDer var spænding til sidste minut, da Viborg i dag vandt Champions League ved at besejre ungarske Györi med 26-23.
Udekampen mod Györi lignede ellers en svær opgave, da ungarerne havde vundet det første opgør med 26-24 på dansk grund.
Men Viborg fik en god start på kampen, og efter 13 minutter havde holdet hentet de to mål fra første kamp, da Rikke Skov scorede til 6-4. Hjemmeholdet havde meget svært ved at score, hvilket også resulterede i hele tre brændte straffekast i kampens åbning. Og vel at mærke uden at Katrine Lunde Haraldsen fik fingrene på et eneste af forsøgene.
Viborg fortsatte med at dominere i første halvleg, og gennem fornemt forsvarsspil kunne udeholdet gå til pausen med en føring på 14-10.
Stødt og roligt øgede Viborg føringen i starten af anden halvleg, så holdet var foran med syv mål efter 13 minutter. Men så vågnede hjemmeholdet op, og på bare tre minutter reducerede ungarerne Viborgs føring til 21-18.
Viborg fik dog stoppet hjemmeholdets stormløb, og forspringet holdt sig på en 4-5 mål indtil kampens slutminutter. Men med bare tre minutter tilbage af kampen scorede hjemmeholdet 25-23, og så var det Györi, der lå til at vinde pokalen.
Men halvandet minut før tid lykkedes det Lene Lund Nielsen at score det afgørende mål. Og da Györi i det sidste minut satte et straffekast på overliggeren, så kunne Viborgs spillere juble over at vinde trofæet.