Lars Jørgensen efterlyser skarphed
07. feb. 2010 22.05 HåndboldAG Håndbold gik ind til opgøret mod Faaborg HK med en stime på 14 sejre i træk. Men den imponerede sejrsrække blev brudt af den sydfynske klub, der i ugens løb forstærkede sig med tre spillere hos konkursramte GOG.
28-34 tabte AG Håndbold, men holdet har stadig et forspring på fem point ned til HC Midtjylland på andenpladsen. Alligevel - vel ganske forståeligt - ærgrer nederlaget landsholdsspilleren Lars Jørgensen.
- Vi ville gerne have sat Faaborg alvorligt af i topstriden. Nu kom de tættere på, og det gør, at vi skal være skarpere i vores sidste kampe. Omvendt så tror jeg dog, at vores forspring er stort nok til at bære igennem, siger Lars Jørgensen til DR Sporten.
Faaborg HK er på tredjepladsen, seks point efter AG Håndbold.